Et sjovt og humoristisk foredrag om livet i børnehøjde

                                                    Hvem har talt med sit barn i dag?

sunway_har_du_talt_med (1)

På torsdag den 5. marts kl. 19 fortæller Ole Flemming Pedersen på en sjov og humoristisk måde om livet i børnehøjde. Et foredrag med appel både til hjertet og hovedet.

Hvordan undgår man at stresse sit barn i et travlt hverdagsliv? Hvordan håndterer man sproget, når man opdrager sit barn midt i en fuck-tid? Nu kan man komme og høre et inspirerende og underholdende foredrag, der tager favntag med en række centrale emner i relation til børn, unge og opdragelse i dag. Foredragsholderen er forfatter og seminarielektor Ole Flemming, som mange husker for „Har du talt med dit barn i dag‟-kampagnen.

                                                   talt med dit barn               

“Han spanker mor og far med tommetyk ironi og i morsom indpakning.”, lød en tidligere omtale af foredraget i Politiken. Som publikum kan man da også roligt forvente en humoristisk og anderledes oplevelse med latter, tårer, stof til eftertanke og lyst til at handle på det. Man kan blandt andet høre om børn og voksnes sammenspil i en stresset hverdag og om anvendelsen af humor i børneopdragelse, og om hvordan vanskelige børn har ofte vanskelige omgivelser. Foredraget er for småbørnsforældre såvel som forældre til teenagere, bedsteforældre og fagpersoner, der arbejder med børn og unge.

Foredraget er arrangeret af Støtteforeningen for børnehjemmet Sunway Children og foregår i Kulturhuset Pilegården. Alt overskud går ubeskåret til et børnehjem for 80 af de allerfattigste børn i Bodh Gaya i Bihar-provinsen. Entre: 150 kr. / forsalg: www.pilegaarden.kk.dk

Om foredragsholderen:

                                                                 Ole Flemming Pedersen              

Ole Flemming Pedersen er oprindeligt uddannet lærer og har efterfølgende videreuddannet sig på Danmarks Pædagogiske Universitet i pædagogik og psykologi. Han arbejder i dag som seminarielektor på både lærer- og pædagogseminarium og har tidligere fungeret som konsulent i Undervisningsministeriet.