Festdag på Tingbjerg Ground - tre point og "tilskuerrekord" - BB er godt på vej !
Lørdag den 27. marts 2021 blev en fantastisk dag for Brønshøj. Første hjemmekamp i år gav tre vigtige point og en imponerende “tilskuerrekord”. Kampen mod bundproppen AB Tårnby vandtes sikkert med 2-0 efter 1-0 ved pausen.
Det lå ligesom i luften, at der ventede en sejr i dagens opgør. Allerede i 1. halvleg burde hjemmeholdet have lukket kampen, men det blev kun til et enkelt mål scoret efter 39 minutter af Mathias Veltz, De sidste 45 minutter spillede BB på det sikre, og det lykkedes for Elias Asidah at slå sejren fast kort før tid til 2-0. Ikke nogen prangende forestilling, men ros til de sortgule for en god fighterindsats. Dermed er det blevet til seks point i de første tre kampe – det er bestemt acceptabelt. Og i to af kampene holdt forsvaret buret rent.
Lad os konstatere, at BB er godt på vej. Der venter godt nok en svær opgave på lørdag, når de sortgule skal til Hillerød. Nordsjællænderne præsterede at spille 0-0 i Nykøbing mod topholdet, så den kan godt blive svær. Men selvtilliden må have fået en ekstra tand efter lørdagens 2-0 sejr !
Og med hensyn til “tilskuerrekorden” – så fik man solgt 2.309 virtuelle billetter, selvom man var forment adgang til Tingbjerg Ground. Alene det viser, hvilken fantastisk supporterskare BB har. Stort tillykke med det !