Fix er klar til sæsonpremiere 2. påskedag på Kløvermarken

Fix er klar til sæsonpremiere 2. påskedag den 5. april mod CSC på Kløvermarken. Det sker efter en atypisk træningsopstart, hvor spillerne individuelt har holdt formen ved lige henover jul og nytår, og så ellers har løbet og trænet i grupper af fem i en lang periode. Man skulle helt hen til den 1. marts, før man kunne træne normalt.
– Så vi glæder os til at komme i gang med turneringen, fortæller cheftræner Sune Blom til netavisen. – Men der er fortsat en række praktiske udfordringer med omklædning, bad med mere. Det skal vi dog nok få til at fungere. Vores målsætning til foråret ligger klar. Vi har en forhåbning om, at både vores 1. og 2. hold skal slutte i den bedre halvdel af deres respektive turneringer. Herudover har vi stort fokus på vores træningsmiljø. Vi har en klar ambition om at tilbyde alle spillere i seniortruppen en kompetent og spændende fodboldtræning.
                                                       
Har I fået tilgang ?
– Vi har fået et par nye folk ind i seniortruppen, der aktuelt indeholder 50 spillere, som kæmper om pladserne på hhv. 1. & 2.holdet. Det ser ud til, at vi har styrket bredden med et par dygtige spillere, og der er heldigvis kamp om pladserne på begge hold.
Har I mistet spillere ?
-Vi siger farvel til en stærk forsvarspiller, Niels Jacobsen, der har spillet mange år på 1.holdet. Han er rejst til udlandet, så ham må vi desværre undvære.
Hvilken bliver jeres hjemmebane i foråret 
– Vi planlægger at spille alle hjemmekampe i Pilesvinget.
Står du stadig for holdet ?
– Jeg er stadigvæk cheftræner for vores seniortrup, som indeholder både 1. & 2.holdet. Dog har jeg et bredt trænerteam bag mig, og vi er mange, som løfter opgaven. I trænerteamet har vi også udvidet med en spillende træner, Christian Meyhoff, omkring 2.holdet. Christian har tidligere været 1.holdstræner i klubben og efter at have været væk en kort periode, er han nu tilbage og kan biddrage både på og udenfor banen i foråret, slutter Sune Blom.
Som nævnt spiller Fix 2. påskedag mandag den 5. april ude mod CSC på Kløvermarken.