Fix vandt topkampen mod CBS Sport på udebane 2-1 og er helt fremme
Det kører fortsat for de rødhvide på Brønshøj Kirkevej. Med det i baghovedet – at klubben fylder 100 år til efteråret, – vinder førsteholdet fortsat den ene vigtige kamp efter den anden, og det betyder, at man er med helt fremme i oprykningsracet !
Kampen søndag på Frederiksberg blev den ventede hårde opgave. Hjemmeholdet ligger placeret foran Fix, så vigtigheden af opgøret var stor.
CBS Sport bragte sig foran 1-0 efter 12 minutter, og den stilling holdt helt til der manglede knapt 20 minutter af kampen. Så lykkedes det for Marius Poulsen at udligne til 1-1 på en aflevering fra Chriss Jacobsen. Og bare to minutter før tid scorede Jonas Krøyer sejrsmålet til 2-1. Her var det Marius Poulsen, der gav den målgivende aflevering.
Med det resultat ligger Fix på fjerdepladsen. Lad os lige tage øverste lag i rækken her:
- Culpa 22 kampe 49 point
- CBS Sport 23 kampe 49 point
- Amager FF 23 kampe 49 point
- FIX 22 kampe 47 point
Fix har altså en kamp i hånden – og den kan bringe holdet op på en sikker oprykningsplads. Men uha et program der venter de rødhvide. Allerede i morgen aften tirsdag kl. 18.30 spiller Fix i Pilesvinget mod Sønderbro Fight. På fredag kl. 19.30 gælder det Prespa i Ryparken og næste mandag aften kl. 19.00 skal Fix spille i Valby mod Valby BK. Et nærmest professionelt program i den københavnske Serie 2. Men vi tror på, at Fix klarer den !