Foråret 2025 kan blive historisk for IF Stadion
Den forårsturnering der ligger foran vore lokale håndboldherrer fra IF Stadion kan på mange måder blive historisk. Mest bemærkelsesværdigt vil naturligvis være, at de gulgrønne går gennem de næste 11 kampe i 3. division med maksimumpoint, men mindre kan også gøre det. En oprykning tilbage til 2. division er det, der er alt afgørende, og vi er mange, der tror, det kan lade sig gøre – og helst uden playoff, som ikke ligefrem er Stadions livret.
Vi venter på det foreløbige kampprogram for de næste måneder, men her er det jo dejligt at konstatere, at Stadion har mødt de skrappeste på udebane – og dermed kan gøre arbejdet færdigt hjemme i ECV-hallen. Alene hjemmebanefordelen kan være afgørende.
Men vi skal naturligvis ikke undlade at gøre opmærksom på pokalkampen i 4. runde, som spilles tirsdag den 14. januar i ECV-hallen mod Team Sydhavsøerne fra 1. division. Den vil uden tvivl give os alle et fingerpeg om mange ting !
Derfor vil vi også appellere til alle, der kan li’ at følge den lokale sport, til at troppe op i ECV-hallen her i foråret. Stadion er bydelens klub – så de skal naturligvis have optimal opbakning i de afgørende kampe.
Vi bringer forårets program indenfor kort tid !