Forandringsplan for Husum Nord på vej

 

Foto: Kobbelvænget set mod nord

– Og bagefter kommer igen områdefornyelse fra 2026 for at give området et løft
Det er nu 10 år siden, Områdefornyelse Husum lukkede, og til næste år genopstår det kommunale initiativ for at give området et løft. Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder nu med en politisk bestilt forandringsplan for Husum Nord og en efterfølgende områdefornyelse fra 2026. Forandringsplanen er en fysisk handleplan for fire almene boligafdelinger samt områder i nærheden. Områdefornyelsen vil have en bredere geografisk afgrænsning, som ikke er besluttet endnu.

 

De fire almene boligafdelinger i det primære område er afd. 80 (Gadelandet), Husumgård, Voldparken og afd. 38 (Kobbelvænget). Alle fire boligafdelinger er udpeget som udsatte byområder og ville have været udpeget som forebyggelsesområder på statens parallelsamfundslister, hvis der havde været over 1000 beboere.
Forandringsplanens sekundære område er EnergiCenter Voldparken, Husum Bibliotek, samt andelsboligforeningen Arildsgård.
Herudover vil det blive afsøgt om initiativer kan relateres til Glumsøparken mv., som består af flere almene boligafdelinger på den anden side af Frederikssundsvej. Glumsøparken er betegnet som et udsat byområde og Glumsøparken mv. er udpeget som forebyggelsesområde.

 

Forandringsplanen skal politisk behandles til sommer 2026 og vil bestå af en analyse af området samt konkrete projekter, der kan bidrage til at løfte by- og boligområdet i Husum Nord gennem fysiske og strukturelle forandringer. Forandringsplanen skal beskæftige sig med kommende indsatser rettet mod forbedringer af bebyggelse, byrum, funktioner, forbindelser mv. Firmaet Gehl Arkitekter er for Teknik- og Miljøforvaltningen i gang med at udarbejde en analyse for området, som skal afleveres i april 2025.

 

EF