Garant siger farvel til et kendt hjørne i bydelen efter 20 år

Det kendte firmanavn Garant forsvinder altså i denne måned fra bydelen, men butikkens kunder behøver ikke at fortvivle, for hovedafdelingen på Herlev Hovedgade fører tingene videre. Indrømmet – det er vemodigt at sige farvel til noget, man har holdt af i godt 20 år, men vi har ment, at tidspunktet var det rette nu, fortæller den ene af tæppebrødrene Bo Rasmussen til netavisen.- Og i den verden vi lever i nu og også konkurrencesituationen taget i betragtning, så er der noget rigtigt i at samle det hele under et tag.

Da de to tæppebrødre Claus og Bo Rasmussen gjorde deres entre i Husum – på hjørnet af Frederikssundsvej og Mørkhøjvej i 2005, var det som Tæpperingen. Men i 2012 blev den flotte butik så til Garant. Før tæppeinvasionen startede, var det faktisk Privatbanken, der havde det kendte hjørne.

Garant brødrene Bo tv. og Claus Rasmussen koncentrerer sig nu udelukkende om Herlev Hovedgade.

Det lykkedes hurtigt for de to brødre at “blive dus med bydelen” – og de fleste af kunderne var og er stadig på fornavn med dem.

Når det bliver en forholdsvis blid afsked skyldes det, at Garant brødrene kun rykker nogle kilometer væk, nemlig til Herlev Hovedgade 195. Her har de skabt ikke så lidt af en hovedafdeling, og det bliver således den alene, de fremover vil koncentrere sig om.

Sådan ser facaden ud i Herlev

– Vi er glade her og har gennem årene fået så godt fat, at vi ser lyst på fremtiden, siger de to brødre. – Og heldigvis har mange fra Brønshøj og Husum fundet vej her ud. Det håber vi endnu flere vil gøre nu, hvor vi definitivt siger farvel til 2700.

Sidste dag på hjørnet af Frederikssundsvej og Mørkhøjvej bliver lørdag den 22. marts, og derefter finder man Bo og Claus Rasmussen på Herlev Hovedgade 195, som byder på endnu flere muligheder.