Gratis Jazz Lounge igen

Gratis Jazz Lounge

 

Snart kan man igen få sin eftermiddagskaffe serveret med lidt jazz i Kulturhuset Pilegårdens café. Torsdag d. 17. august kl. 14 vender Jazz Lounge tilbage og kan herefter opleves en gang om måneden.

 

Mange lokale jazzentusiaster har fået øjnene op for de hyggelige og gratis Jazz Lounge-koncerter med håndplukkede jazzstandarder i Pilegården, og nu er datoerne for det kommende halvår klar til at komme i kalenderen. Til alle eftermiddagskoncerterne står Café Pilen klar til at stille både sulten og tørsten, så man egentlig bare skal læne sig tilbage og nyde musikken.

 

Jazz Lounge-bandet består af en håndfuld dygtige faste jazzmusikere, som løbende inviterer gæstesolister forbi. Repertoiret består af klassiske jazznumre fra den amerikanske sangbog i swingstilen, krydret med bossanova og sambarytmer.

Jazz Lounge 2023 – torsdage kl. 14-16:

  • 17. august
  • 14. september
  • 12. oktober
  • 16. november
  • 14. december