Hamza Hussein vandt sin første titel efter flot og velfortjent pointsejr
Den professionelle danske bokser Hamza Hussein fra Husum besejrede sent lørdag aften finske Niklas Räsänen og vandt dermed WBC International Silver-titlen i cruiservægt ved promotor Bettina Palles boksestævne på Hotel Scandic Sluseholmen i København.
Det skete med en velfortjent og enstemmig pointsejr (98-92, 97-93 og 99-91) i en hård kamp over 10 omgange, som også gav nyttig erfaring på den lange distance.
Mesterskabsbæltet giver samtidig automatisk adgang til WBC’s verdensrangliste (top-40), som er et af de fire store VM-forbund i professionel boksning.
– Sejren og min første titel betyder rigtig meget for mig. Det er det, som jeg har kæmpet for. Det har altid været en drøm, og den er gået i opfyldelse nu. Siden jeg var 7 år gammel og første gang så min storebror bokse, har jeg haft en drøm om at blive verdensmester, og denne titel er første skridt på den rejse, sagde Hamza Hussein i ringen lige efter sejren.