Hele tre koncerter i rap hos den lokale musikforening Music House Brønshøj i Pilegården.

En af musikerne har været med til at starte den legendariske engelske gruppe Fairport Convention, en anden var med til at udgive hippieplade “Atomkraft? Nej, tak” og en tredje har solgt dobbelt platin med albummet “101 Songs and Ballads from Ireland”. Indenfor kort tid kan man både opleve engelske Iain Matthews, den lokale bluesmand Krølle-Erik og den irske troubadour Tom Donovan i Pilegården.

Tom Donovan

En eftermiddag i Tom Donovans selskab byder på traditionelle irske ballader fremført med humor og charme. Han har en helt utroligt stor samling af irske ballader på sit repertoire, som han binder sammen med underholdende historier i et show fyldt med ægte irsk stemning og masser af humor. Vokalen er kraftig og guitarspillet dynamisk. Koncerten er søndag den 7. april kl. 14 og der er mulighed for spisning inden koncerten.

Iain Matthews

 

Tirsdag den 9. april kl. 20 er der koncert med en central skikkelse i britisk folkrock. Iain Matthews karriere spænder over hele 50 år. Han indledte den som sanger i Fairport Convention og medvirkede på orkestrets tre første albums fra perioden 1967-1969. Albums som transformerede folkemusikkens udtryk med sin fusion af rock og folkemusik. Herefter forlod han orkestret for at danne bandet Matthews Southern Comfort, som hentede mere inspiration i den amerikanske musik.

Iain Matthews er berømt for sin varme tenorstemme og sangskrivning. Han har udforsket forskellige musikgenrer især i 70’erne og 80’erne, men er altid vendt tilbage til sin kendetegnede country-folk stil, hvor han både trækker på de britiske folkemusiktraditioner og den amerikanske country-, folk- og rootsmusik med en hippieagtig varm undertone.

Der venter genhør med klassikerne fra folkrockens glansperiode, når Iain Matthews går på scenen helt solo.

Krølle Erik, Jan Overgaard & Peter Klitgård

Krølle Erik har løbende kastet sig over nye projekter siden sin medvirken på LP’en “Atomkraft? Nej, tak”. Seneste projekt var et samarbejde med med Slade-trommeslageren Don Powell.

Der er klar hjemmebanefordel til bluesmanden Krølle Erik søndag den 14. april kl. 14 i Kulturhuset Pilegården. Her går han på scenen med to velkendte musikere, der kan deres håndværk og et repertoire, der byder på alt lige fra New Orleans til bluesy Beatles-fortolkninger. Også her er det mulighed for spisning inden koncerten

Billetter og info om koncerterne kan ses på pilegaarden.kk.dk