Herrerne hos Fix starter sæsonen på søndag i Valby
På søndag tager Boldklubben Fix hul på efterårssæsonen. Det sker i Valby, hvor klubbens førstehold møder FC ESPM. Spillerne sluttede sommerferien den 25. juli og har spillet tre træningskampe.
Først mod Fremad Valby 2 – og den sluttede 0-0. Så fulgte en kamp mod Helsinge, som også endte uafgjort men dog med scoringer – 2-2. Endelig tabte Fix til Brønshøjs 2 med 2-0.
Netavisen har taget pulsen på klubben fra Brønshøj Kirkevej.
Med hensyn til spillertruppen, så har herresenior desværre måtte sige farvel til en række ældre spillere, som ikke længere har tid/lyst til at spille fodbold på det plan. Men heldigvis er der en del unge spillere, som nu er blevet en del af den samlede trup, og der er tilmed kommet fire nye spillere udefra. Så alt i alt ser det positivt ud med en trup på omkring 45-50 spillere.
Trænerteamet består af Flemming Kronbøl og Lars Halkier som trænere for førsteholdet. Mathias Gammeltoft er træner for andetholdet med Nikolaj Kjær og Jørgen Hagelund som holdledere.