Country, folk, ballader og pop i kulturhuset

Melanie Dekker serverer et vellydende miks af country, folk, ballader og pop i Pilegården mandag den 9. oktober

Melanie Dekker er vokset op i et kunstnerisk miljø i Deep Cove i Canada. Inspirationskilderne tæller navne som John Mayer og Joni Mitchell, men man sporer også en stor påvirkning fra countrymusikkens helt store koryfæer som Leon Redbone, Emmylou Harris og Willy Nelson, der bragede ud af højtalerne, når familien begav sig ud på adskillige road trips, da Melanie var barn.

Hun har sunget, siden hun var en teenager og med sin guitar og sit band har hun efterhånden rejst og optrådt overalt i verden. Også her i Danmark, hvor hun tidligere har optrådt med Søs Fenger og Lars H.U.G. Hun har ydermere optrådt for selveste Bill Clinton, opvarmet for kunstnere som Diana Krall og Faith Hill, ligesom hun har spillet koncert i Afghanistan for amerikanske tropper.

Musikken er stemningsfuld og ærlig og Melanies iørefaldende stemme, der går rent ind. Man kan glæde sig til indsigtsfulde historier præsenteret på en farverig måde af en karismatisk sangerinde.

Arrangeret af Music House Brønshøj med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Billetter til 120 kr. købes i forsalg på pilegaarden.kk.dk.