Dicte giver koncert i Pilegården
Tirsdag den 10. oktober giver en af landets mest karismatiske sangerinder og stemmer koncert i Brønshøj.
Både som frontsanger i 90’er-bandet Her Personal Pain og som solokunstner har Dicte ofte befundet sig i den rockede ende af spektrummet. Den musikalske nysgerrighed og evnen til fornyelse er dog en ligeså vigtig del hendes signalement.
Dicte er altid musikalsk udfordrende og mestrer et enormt nærvær uanset, hvilken stilart hun kaster sig over. Sidste år udkom hendes 8. album ”Perfume”, hvor hun kastede sig i poppens vold med en stærk underliggende soultone.
Som publikum kan man glæde sig til en intimkoncert med en nærværende vokal og personlige ind-til-benet tekster. Repertoiret byder både på sangerindens nyeste materiale og lækkerier fra det store bagkatalog.
Koncerten starter kl. 20 i Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17 og billetter koster 135 kr.