Gelé Royal en sanseoplevelse for børn og voksne i Brønshøj Vandtårn.
Med biernes verden som forbillede skaber kunstneren Barbara Amalie Skovmand Thomsen i sin nye udstilling Gelé Royal en sanseoplevelse for børn og voksne i Brønshøj Vandtårn.
Gennem udstillingen udfordrer hun vores sansning af det taktile og forbinder mennesker med natur. Der er fernisering fredag den 9. oktober kl. 17-19. Udstillingen kan herefter ses frem til søndag den 29. november.
Med udstillingen Gelé Royal forvandles Brønshøj Vandtårns rå betonbyggeri fra en tørlagt
vandbeholder til en saftig bikube med produktion af sekretet gelé royal – bidronningernes og
deres larvers særlige føde. Gelé Royal bliver dermed den tredje i udstillingsrækken i 2020,
der sammenkobler det i dag fredede, udtjente vandtårn med natur og biodiversitet.
I udstillingen fører et stisystem hele vejen igennem den 350 m2 store betonsøjlesal og ind til
en blomsterstøvet skulptur vædet af duftende nektar. Skulpturen omgives af en gigantisk videoinstallation, hvor skuespillerne Rosalinde Mynster og Carla Thurøe er ammebier, der sidder i tårnets top. Vedholdende og meditativt spytter de det særlige sekret gelé royal igennem en rist og 20 meter ned i udstillingsrummet.
Honningbierne rører, gnubber, nusser ved hinanden og deres omgivelser. De deler sekreter
af gelé og slim. De står i tæt kontakt, er nærmest i ét med hinanden og deres miljø. De kommunikerer med blomster, der dirrer som svar. Gennem snablen drikker de blomsternektar, mens deres behårede kroppe klistrer til med blomsterstøv, som de gnider af på blomsterne.
De frugtbare forhold mellem honningbierne og blomsterne forvandles til et oplæg for udstillingens værker. Den tætte forbundethed og teksturerne i biernes verden er både udstillingens afsæt og dens ideal. Udstillingen resonerer tanker om, hvordan vi mennesker kan opnå eller genetablere en følelse af samhørighed med og omsorg for naturen.
Med til udstillingen hører en performance af Barbara Amalie Skovmand Thomsen, hvor et
stedsspecifikt og klangkraftfuldt strengeinstrument og akkompagnement af kvindelige korsangere inddrager den op til 40 sekunder lange efterklang i vandtårnet. Korværket er komponeret af Toke Brorson Odin, og strengeinstrumentet er blevet til under vejledning af komponist og instrumentbygger Lars Kynde.
Gelé Royal er skabt af kunstneren Barbara Amalie Skovmand Thomsen.
Projektet er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening, Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Slots- og Kulturstyrelsen.
Fernisering
Fredag den 9. oktober kl. 17-19
Performance kl. 17. Dørene lukkes midlertidigt kl. 17.10 – 17.40 under performance.
Udstillingsperiode
Lør. 10. oktober – søn. 29. november 2020.
Åbningstid: tor-søn 13-17
Fri entré