Julebazar i Pilegården i weekenden
Flotte strikkede sjaler og bluser, kunst, pynt, nips, genbrugsworkshops og underholdning for store og små. Der er kreativt julemarked for hele familien i weekenden den 24. & 25. november kl. 11-16.
Er man vild med flotte, håndlavede sager, hjemmestrik til den kolde vinter, eller en finurlig ekstra julegave, så er der gode chancer for at gøre et scoop i Pilegården. Kulturhuset kommer til at bugne af nips, keramik, julepynt og kreative julegaver, som man ikke lige opstøver i en almindelig butik, når bydelens kreative folk samles og sælger lidt ud af deres kreationer. Fællesnævneren er at folkene bag boderne selv har kreeret det, som de sælger og til priser, som er overkommelige.
Underholdning for store og små
Både lørdag og søndag kan man lave sine egne kreative til og fra-kort, når den lokale kunstner Susse Volander inviterer børnene indenfor i sin workshop. Der skal klippes, klistres, limes, snakkes, grines og hygges. Man dropper bare forbi – ingen tilmelding er nødvendig.
Begge dage er der ligeledes en skattejagt, hvor man kan vinde en stor julesæk med spændende julesager.
For de voksne er der swingende jazz og lækre evergreens spillet af Halløjsenberg Band om søndagen kl. 13 og sang med Visens Venner dagen før kl. 14. Sidstnævnte underholder også børn og barnlige sjæle om lørdagen kl. 13.
Har man lyst til at springe på en bod i sidste øjeblik, så koster de 300 kr. og købes på Pilegårdens hjemmeside. Der er fri entré for publikum og åbent begge dage kl. 11-16.