Lokale kor synger julen ind
Synkopere og Blue Covers øver begge her i bydelen. I den kommende tid lægger begge kor vejen forbi Kulturhuset Pilegården, for at give hver deres koncert.
Tirsdag den 12 december kl. 19.30 kan man høre Synkoperne, der øver fast tirsdage i Kulturhuset Pilegården. Koncerten byder på udvalgte sange med et drys af julesne, som er indøvet specielt til den årlige julekoncert. Synkoperne er et rytmisk kor med 25 sangglade mennesker fordelt på 4 stemmer. Koret er ledet af Lise Rydstrøm og har også tilknyttet pianisten Mathias Sihvonen.
Synkoperne er et kor, der ler meget og gerne ad sig selv, men tager de deres musik alvorligt og prøver at gøre sig umage. Repertoiret ligger på kanten af poprock, gospel, jazz og latin. Til koncerten i december indeholder repertoiret bl.a. sange af Eric Clapton, Lisa Ekdahl, Abba, Eddie Cooley og Pharrell Williams.
Blue Covers
Torsdag den 14. december kl. 19 er det vokalgruppen Blue Covers tur til at sparke julehumøret i gang i Pilegården. Blue Covers består af 13 sangglade mennesker og synger soul, rhythm’n’blues, disco og klassiske julehits i egne forrygende korarrangementer. Kom og nyd en glad aften og få sparket julehumøret i gang.
Der er fri entré til begge koncerter.