Mandags stand up i Pilegården

Mandag den 6. november kl. 20 kigger de to stand up komikere Torben Chris og Jakob Svendsen forbi Brønshøj. Det bliver en aften med stærk selvironi, skarpe hverdagsobservationer og bidende punchlines i Pilegården.

Torben Chris

I de seneste år har Torben Chris etableret sig som en af de skarpeste komikere på den danske stand-up scene. Det har han bevist på flere velbesøgte tours, bl.a. sammen med Thomas Hartmann i “Mens room”, der havde fulde huse i hele Danmark. Med hurtige pointer og bidende punchlines spidder han alt og alle på sin vej. Hvis man er til vrede mænd, så bliver det ikke meget bedre.

At Torben Chris er kompromisløs i sit materialevalg er ikke til debat. Han tager fat i verden, holder den op og ryster den i håbet om, at noget logik og fornuft skulle falde ud af lommerne. Han er en street-talker, der serverer kaskader af ord på kort tid og er kendt for at besidde en voldsom energi, der når langt ud over scenekanten.

Jakob Svendsen

Med vores hverdag som udgangspunkt griber Jakob fat i situationer, detaljer og kedsommeligheder, pynter dem med charme og serverer det hele på et solidt fundament af selvironi. Det selvironiske er egentlig ikke noget Jakob bevidst vælger. Det er hans eneste mulighed. Jakob er nemlig hverken størst, stærkest, farligst eller hurtigst – han er nærmere et direkte modbevis på Darwins teori om “survival of the fittest”.

Aftenens vært er komikeren Valdemar Pustelnik, som også er god for et godt grin. Billetterne koster 90 kr. i forsalg med rabatpris på 65 kr. til studerende. Køber man i døren er prisen 120 kr. Arrangeret af comedyklubben.dk og Kulturhuset Pilegården.