Musik midt i en Coronatid fire aftener i næste uge

Fire koncerter fordelt på en uge. Den lokale musikforening Music House Brønshøj skyder efterårssæsonen i gang med travlhed, håndsprit, langt mellem stolene og et ned skaleret billetantal for at sikre publikum gode, sikre musikoplevelser.

Sahra da Silva Blues Quartet

Et sted i midten af soul, blues og jazz står københavnske Sahra da Silva klippefast som en spirende sangerinde med en stemme i konstant udvikling. Både hendes egne sange og Chicago-bluesen i højsædet med musik fra ‪50’er og 60’ernes store navne som Muddy Waters, Howlin Wolf og Willie Dixon, ligesom der vil være sange af kvindelige bluesgiganter som Etta James, Big Maybelle, LaVern Baker og Aretha Franklin. Der er dømt gedigen rhythm and blues med plads til hjerteskærende sjæleudkrængelser torsdag d. 1. okt. kl. 20.

Maja Kvist og Klaus Baba feat. Jørgen Lang

Den 4. okt. kl. 14 er der mere blues og soul med kant og nærvær til en søndagskoncert med mulighed for spisning inden koncerten. Fra det desperate, rå udtryk til det følsomt indlevende, tager Maja & Klaus publikum med på en rejse igennem sange som udtrykker frustrationer, håb og kærlighed. Med på scenen har duoen en af Danmarks største mundharpespillere, Jørgen Lang, kendt fra Musikorkestret.

Juke Jones (US)

Allerede dagen efter mandag d. 5. oktober kan Music House præsentere enmandsbandet Juke Jones fra Memphis i Tennessee. Her er der grovkornet, rå blues, som vi kender den fra Chicago, Texas og Mississippi på repertoiret med inspiration fra R. L. Burnside, Junior Kimbrough, Jessie Mae Hemphill og Elmore James.

3-Two-Play

Fra de amerikanske sydstater går turen til det lokale. Onsdag d. 07. okt. kl. 20 kan man høre numre af navne som Eric Clapton, Simon & Garfunkel, Beatles og Pink Floyd, når den halvakustiske trio 3-two-Play går på scenen. To af musikerne bor blot et stenkast fra Pilegården.

 

Fore info om billetpriser se Pilegaarden.kk.dk. Koncerterne gennemføres med støtte fra Brønshøj-Husum Lokaludvalg.