Tirsdag er det igen tid til Quizaften ...
Den lavmælte summen ved bordene under hver runde er ikke til at tage fejl af. Der bliver tænkt intenst og hvisket for nabobordet må for alt i verden ikke få nys om det rigtige svar.
Vi er desværre blevet misinformeret, og derfor skrev vi, at næste quizaften er på onsdag. Det viser sig nu, at det er tirsdag aften – altså i morgen !! Men heldigvis kan man stadig nå at dukke op til en god aften.
Quizaftnerne I Kulturhuset Pilegården er blevet en gedigen succes med masser af hold på banen, når der bliver dystet i paratviden. Op dukker både naboer, gamle klassekammerater og lokale forretningsdrivende og løsgængere, som teamer op med andre på selve aftenen. Den hårde, temmeligt underholdende og altid retfærdige dommer og værtinde for quizaftenerne er lokale Helle Spangerup, som styrer slagets gang.
Inden aftenen er omme, så er der fundet et eller flere vinderhold, som både kan luske afsted med en lille pengepræmie og de andre holds slet skjulte ønsker om revanche næste måned. Det koster blot 25 kroner at deltage i quizzen og pengene går direkte i præmiepuljen. Der er fire på hvert hold og løsgængere er velkomne.
Næste quizaften er tirsdag den 10. april kl. 19-21. Datoer herefter inden sommerferien: 23. maj & 14. juni.