Scandinavian Rhytm Boys i Aktiv-Center
Scandinavian Rhytm Boys sejlede og swingede sig gennem Aktiv-Centers stilfærdigt bølgende publikum. Fra venstre ses Søren Kirk, Ole Olsen, Michael Bøving
Af Kaare Vissing
Seniorklubben Aktiv-Center, som holder til i Kulturhuset Pilegården, er berømmet for sine stærkt varierede tilbud med henblik på at gavne og fornøje. Sangere, musikere og foredragsholdere fra hele landet bidrager flittigt til klubbens alsidige halvårsprogrammer. Torsdag den 16. november beviste Aktiv-Center dog, at man ikke behøver at gå så langt for at engagere den bedst mulige underholdning.
Da bød klubben nemlig på den medrivende jazzkvartet Scandinavian Rhytm Boys, der føres fornøjeligt an af den festlige fortæller og bedårende banjospiller Michael Bøving, som bor i Brønshøj. I samme bydel bor Ole Olsen, der gør sig lige så fermt på klarinet og altsax som på bas. Han er nok bedst kendt for siden 1986 at have spillet med i den legendariske ”Papa Bues Viking Jazz Band”. Minsandten om ikke også Søren Kirk, trompet, har rødder i Brønshøj og Husum. Således trådte han sine musikalske børnesko i FDF K26 (Husum Kirke). Siden skulle han dog begå den utilgivelige synd at fraflytte bydelen. Normalt er den fjerde mand svenskeren Frans Sjöström, der spiller på allehånde saxofoner samt bas. I hans fravær bød kvartetten på Børge Ehler, trombone. Han er særligt kendt for sit mangeårige virke i bandet Ricardo’s Jazzmen.
Scandinavian Rhytm Boys bød på en skøn blanding af amerikanske swingklassikere fra perioden 1850-1950 og danske slagere i swing-arrangement. Af den første kategori kan nævnes ”Alexanders Ragtime Band”, ”Down By the Riverside”, ”On the Sunny Side of the Street”, ”Just a Closer Walk”, ”Saint Louis Blues” og “You are my Sunshine”. Og af den anden kategori kan nævnes “Gå med I lunden”, “Hvor er min kone”, Nyboders pris” og “Man kan vel ikke gøre for, at man har charme”. I alt bød ”drengene” på 22 numre samt på opfordring Leo Mathisen-klassikeren ”Take it easy, boy, boy”. Med henblik på sangtitlens to sidste ord burde Scandinavian Rhytm Boys nok have denne sang på sit faste repertoire.
Bandet bød konsekvent på et skift mellem de to kategorier, så dets optræden bare kørte derudad på vekselstrøm – naturligvis med Michael Bøving som den inspirerende fortæller, så publikum også fik sig en god viden om jazzens spændende historie. Dertil deltes han og Søren Kirk om at sætte stemme på de mange sange.
Scandinavian Rhytm Boys, der blev dannet i 1997, har de seneste mange somre været fast inventar på de københavnske kanalrundfarter, hvor bandet ”up a lazy river” har swinget sit publikum ind i den helt særlige Mississippi-stemning – idet floden under sin vandring vandede den frugtbare musik, som for godt hundrede år siden slog rod i byer som Saint Louis og New Orleans.