Woodstock-legende giver koncert i Pilegården
I år er det 50 år siden, at Leo Lyons stod på scenen til Woodstock-festivalen og gav en koncert med sit gamle band Ten Years After. Nu markerer han 50-året med en række koncerter med numre fra dengang.
Vi er tilbage i august 1969 og foran scenen står der 450.000 mennesker, som har fundet vej til den ikoniske festival for at opleve “3 Days of Peace, Love & Music” i selskab med rocklegender som Jimi Hendrix, The Who, Janis Joplin, Joan Baez, Santana, Credence Clearwater Revival, Joe Cocker, The Band og Crosby Stills Nash & Young.
Blandt de mange optrædende finder man også en ganske ung Leo Lyons, der giver en koncert med sit fabelagtige band Ten Years After. En koncert som viser sig at blive bandets helt store gennembrud. Mange år er gået siden dengang, men den nu 75-årige bassist turnerer stadig for fuld kraft og markerer denne aften jubilæet med en koncert spækket med Ten Years After-numre fra dengang. Leo Lyons går på scenen i en ganske særlig konstellation, nemlig med sin nye højoktan bluesrockekstravaganza Hundred Seventy Split, som også tæller Joe Gooch (guitar/vokal) og Damon Sawyer (trommer).
Bandet har vist sig særdeles populært blandt fans af Ten Years After, som kan se frem til udelukkende at blive forkælet med klassikere fra dengang i anledning af 50-året.
Billetter til koncerten i Kulturhuset Pilegården onsdag den 6. november kl. 20 fås på pilegaarden.kk.dk. Mere musik fra dengang Apropos 1968’er-generationen og fredelige musikalske protester, så lægger en anden stadig aktuel musiker fra dengang vejen forbi Pilegården dagen inden.
Den lokale bluesmand Krølle Erik var at finde på den legendariske hippieplade “Atomkraft? Nej, tak”, side om side med navne som Gnags, Jomfru ane, Bifrost, Dissing, Sebastian og Gasolin. Tirsdag den 5. november kl. 20 kan man høre ham i Pilegårdens café.
Koncerten er arrangeret af Music House Brønshøj.