I de sidste 10 minutter fik BB hul på scoringskrisen - det lover godt for lørdag !
Tirsdag aften spillede Brønshøj den allersidste træningskamp før turneringspremieren på lørdag mod Næsby. Det var mod naboerne fra Herlev, og det blev en ganske glimrende kamp, hvor gæsterne faktisk strittede pænt imod lige indtil de sidste 10 minutter af opgøret.
Det blev til gengæld lidt af et mareridt, for BB scorede hele fire gange til slutresultatet 5-1. Alle kampens mål blev scoret efter pausen, og det var faktisk vigtigt, at de sortgule endelig fik hul på scoringskrisen. Det lover godt til divisionscomebacket lørdag kl. 14 på Tingbjerg Ground.