Indlæg: Håndværkere kan risikere at være blevet udsat for asbest
Medlem af Region Hovedstaden
Dagbladet Information har i flere artikler dokumenteret, at håndværkere blev sat til at renovere Herlev Hospital, selv om der var konstateret asbest. Adskillige håndværkere risikerer at være blevet udsat for det kræftfremkaldende byggemateriale asbest, mens de har arbejdet på et stort anlagt renoveringsprojekt på Herlev Hospital, som blev påbegyndt i sommeren 2024.
Det er sket på trods af, at Center for Ejendomme under Region Hovedstaden, der er den offentlige bygherre på renoveringsprojektet, på forhånd vidste, at der var fundet spor af asbest på byggepladsen.
En miljøundersøgelse udført af rådgivningsvirksomheden Hussvamp Laboratoriet fra juni 2024 havde nemlig påvist både asbest, tungmetaller (blandt andet bly) og PCB. Asbesten blev konstateret i plademateriale i skillevæggen op mod et af de mange badeværelser, som håndværkerne skulle afmontere på hospitalets 12. og 13. etage.
Sagen har vakt kritik hos eksperter og hos håndværkernes faglige forbund. Det er også dybt mystisk og chokerende, at trods asbest på Herlev Hospital, blev Region Hovedstadens 41 politikere i to omgange, forsikret om, at der “ingen sikkerhedsrisiko” er.
Derfor stiller jeg nu forslag i regionsrådet om, at der indgås fast samarbejde med eksternt sikkerhedsfirma, som før asbest-arbejde sættes i gang, skal give grønt lys samt anvisninger.
Vi må simpelthen sikre, at såvel asbestarbejdere, andre håndværkere, personale og patienter ikke løber nogen helbredsmæssig risiko, på grund af sløseri og dårlig ledelse. Det er det faktiske alvorlige problem. Det skal ændres. Og det skal gå hurtigt.