Indlæg: Ingen fortjener at føle sig utryg nær hjemmet
Netavisen har modtaget følgende indlæg:
Af Peter Skaarup, MF og retsordfører, Dansk Folkeparti
Vold, tyveri, bandekonflikter og mørklagte stier er noget af det, der har været særligt utryghedsskabende for borgerne i Brønshøj-Husum det seneste år.
En ny tryghedsundersøgelse fra Københavns Kommune slår fast, at hver sjette borger i området føler sig utryg ved at færdes visse steder i nabolaget. Dermed er bydelen også et af de mest utrygge i hele hovedstaden. Det er et rystende højt antal borgere, der føler sig utrygge tæt ved deres eget hjem.
Det er der ingen danske borgere, der er tjent med.
Derfor er der brug for en række nye, lokale initiativer, der kan mindske kriminaliteten og utrygheden i området. Kommunen må sammen med politiet sætte fokus på det med bedre belysning, polititilstedeværelse og hurtig indgriben, når der er behov for. Og hvis man ikke er dansk statsborger, og laver kriminalitet, så er det ud af vagten og udvisning af landet.
Alle danskere fortjener nemlig at kunne føle sig trygge, når de forlader hjemmet.
Det gør borgerne i Brønshøj-Husum i særdeleshed også.