Jesper Falck bliver Husums nye træner
De blåhvide fra Nordrupvej får lidt af en kapacitet som træner for klubbens førstehold fra den 1. januar. Og det er ikke en hr. hvem-som-helst, man har ansat. Det drejer sig om Jesper Falck, der kommer direkte fra AB, hvor han sammen med René Henriksen har styret Gladsaxeklubbens andethold gennem det sidste halvandet år.
Her ses Husums kommende træner i kamp for AB’s oldboyshold for nogle år siden. (foto fra Jesper Falcks facebookside)
– Det har heldigvis været en vanskelig proces, for vi havde hele 16 ansøgere til jobbet som træner for vores førstehold, fortæller formand Johnny Nielsen til netavisen. – Når jeg siger heldigvis, så er det fordi vi da er glade og lidt stolte over, at så mange gerne ville have tjansen. Men vi endte altså med Jesper Falck, som vi tror er den helt rette. Han glæder sig til at arbejde med vort unge mandskab, og han er en type, som går meget op i mandskabspleje og personlige samtaler med spillerne. Jesper har desuden rutinen som træner, ligesom han har en flot karriere som aktiv fodboldspiller i blandt andet Lyngby, AB, (som han blev pokalmester med) og Herfølge, (som han vandt mesterskabet med). Så en spændende herre de blåhvide har fået med i familien. Jesper Falck betingede sig en toårig kontrakt, og det fik han så. Dermed ved han også, at han har tid til at skabe et stærkt mandskab for Husum.
Vi bringer senere en snak med den nye træner her i netavisen.
netavisen lørdag den 18. december kl. 11.45