Juncker skal repræsentere Brønshøj ved Årets Melodi Grand Prix
Brønshøj bliver repræsenteret ved dette års Melodi Grand Prix 2022 af vor lokale og herboende Christian Juncker fra Enigheds Allé. Den nyhed blev offentliggjort i dag torsdag, og det skete på en særdeles overbevisende måde i radioens P5, hvor både Jørgen De Mylius og Ole Tøpholm fik lov at kommentere og have en lille grand prix passiar. Ingen er vel mere eksperter på området end netop de to. Og blandt de otte kombattanter finder vi altså Juncker, som skal fremføre sin egen sang “Kommet for at blive”.
Netavisen havde torsdag eftermiddag en lille snak med Christian Juncker omkring hans deltagelse i Jyske Bank boxen i Herning den 5. marts. – Jamen naturligvis glæder jeg mig da til at være med, sagde han, da vi gratulerede med deltagelsen. – Det er en udfordring, som jeg ser frem til. En del vil nok sige – Juncker og grand prix, hvad sker der ?? – Men det tager jeg helt roligt. Jeg er typen, der siger “hvorfor ikke” – og jeg kan egentlig ikke se, jeg har noget at miste. Gennem mine efterhånden mange, mange år i gamet, kender folk mig og ved, hvad jeg grundlæggende står for. Om jeg skulle synge i Brønshøjs klubhus, ved Roskilde Festivalen eller ved Kvicklys dybfryser, så ville det ikke gøre nogen forskel for mig. Jeg er den, jeg er.
Min sang har været undervejs gennem flere år. Noget af den er skrevet i forskellige lejligheder på Nørrebro, i tour bussen på vej rundt i Danmark og naturligvis her i Brønshøj, hvor jeg har gjort den færdig.
netavisen den 10. februar 22 kl. 16.30