Kæmpe tillykke til IF Stadion - tilbage i 2. division efter fantastisk sæson

Lørdag den 22. marts skulle gerne være dagen, hvor IF Stadion sikrede sig oprykning til 2. division efter et enkelt års fravær. Og det kom til at holde. I Frederiksberg Hallen vandt Brønshøj mandskabet en knusende sejr på 35-21 efter 19-11 ved pausen, og det skete i den helt store opvisningsstil.

               

Stadion startede med at komme foran 6-0 og 7-1 og så sig ikke siden tilbage. Der var klasseforskel, hvilket måske nok var ventet, men man skal ikke glemme, at Ydun slås for at undgå nedrykning og derfor kunne have været en farligere modstander end tilfældet var.

Så det var en glad træner Brian Spangsberg, netavisen talte med bagefter. – Drengene har simpelthen været enestående i denne sæson, og at sikre sig oprykning efter et enkelt år i rækken er bare klasse. Men ikke bare det – vi har til dato spillet 20 kampe og vundet dem alle, hvilket giver 40 point. Og nu går vi selvfølgelig efter at slutte af med maksimumpoint, hvilket ikke er alle forundt. Vi skal i næste kamp møde et hold, som ofte er meget besværligt at spille imod, nemlig Føroyar. Men vi møder dem hjemme i ECV-hallen, hvor vi håber på mange tilskuere, og vi tror alle på, at det kan lykkes, slutter træneren.

Netavisen kommer nærmere ind på næste weekends kamp i starten af ugen.

Men kæmpe TILLYKKE med oprykningen – det er bare så flot !!