Udsmykningen i Husum Kirke er udført af den dansk/østrigske kunstner Adi Holzer. Han er født i 1936 i Østrig og har været bosat i Danmark siden 1962. Holzer har haft talrige separatudstillinger i Europa og modtaget flere internationale priser. Udsmykningen af Husum Kirke i 1995 var Adi Holzers første kirkeudsmykningsopgave i Danmark og består af en billedfrise og alterudsmykning.

Kristi himmelfartsdag 2012 blev så Adi Holzers glasmalerier indviet ved en festlig gudstjeneste i Husum Kirke. Indvielsen af glasmalerierne betyder, at Holzers udsmykning af kirken nu fremstår som en afsluttet helhed, hvor glasset går i dialog med den skulpturelle alterudsmykning og billedfrisen på pulpituret.

Et glasmaleri bliver levende i mødet med himlens lys. Et møde der har et strejf af skabelsens magi. I Husum Kirke giver dette møde rummet en både højtidelig og munter karakter. De blå nuancer, der dominerer glasmaleriet, er med til at understrege, at vi træder ind i et sakralt rum, et rum for fordybelse og ro. Samtidig springer de gyldne farver hele tiden i øjnene og giver en fornemmelse af solskin i kirken: Det er her, man kan møde kristendommens glædelige budskab. Glasmaleriet over pulpituret har titlen Himmelsk musik, og Adi Holzer fortæller selv, at Franz Schuberts lied An die Musik fra 1817 kunne stå som en overskrift for hele kunstværket. Schuberts sang er en hyldest til musikken, der lige som billedkunsten taler et universelt sprog, som alle umiddelbart kan forholde sig til.

Musikken fremstilles i glasmaleriet ved to engle og deres musikinstrumenter, men også glassets farver og linjernes slyngede rytmer er med til at lede tankerne hen på musikken, ligesom de mange stjerner i billedet viser hen til orglets cymbelstjerne, der giver himmelsk klokkelyd. Hvis man læser glasmaleriet fra venstre mod højre opdager man, at det musiske univers samtidig er indskrevet mellem yderpunkterne fødsel og død.

I det første maleri ser man solen der står op, og et barn der sjipper. Alt er i bevægelse og giver associationer til livets begyndelse. På det sidste maleri er det livets afslutning der dominerer: Det er blevet nat og et kranie træder frem på baggrund af en klode. Fra det dybblå der omgiver kloden udgår imidlertid en pil eller en kondensstribe, der peger op mod korset i øverste højre hjørne. Korset vokser på baggrund af den paradisgrønne farve, der indfatter en lysende blomst. Adi Holzers fremstilling af døden er dermed uløseligt knyttet sammen med det kristne opstandelseshåb: At døden én gang for alle er besejret ved Kristi korsfæstelse og genopstandelse.

Holzers glasmaleri går således i umiddelbar dialog med den kristne tradition, og man finder i frisens midterste billeder de ældgamle kristne symboler på tro, håb og kærlighed, nemlig korset, ankeret og hjertet. Men samtidig med den direkte brug af symboler, fornemmer man i glasmaleriet en understrøm af bølgende linjer og farver, der peger på det underfulde og uudsigelige, der også ligger i hjertet af kristendommen. Netop det underfulde og uudsigelige, påpeger Adi Holzer selv, er et vigtigt tema i kirkens sakrale musik, der har været en stor inspirationskilde i udførelsen af glasmaleriet.

Over prædikestolen svæver en glasdue med gylden krone og næb, og bag duen hænger på væggen et glasmaleri hvor man ser 12 gyldne flammer danse. Et stærkt billede på pinsen, hvor tunger af ild satte sig på de 12 apostle som en del af Helligåndens komme; Helligånden der netop ofte fremstilles som en due i den kristne tradition.

Pulpiturets billedfrise

Billedfrisen i Husum Kirke er udført af den dansk/østrigske kunstner Adi Holzer. Han er født i 1936 i Østrig og har været bosat i Danmark siden 1962. Holzer har haft talrige separatudstillinger i Europa og modtaget flere internationale priser. Pulpiturets billedfrise er fra 1995 og var Adi Holzers første kirkeudsmykningsopgave i Danmark.

Det er den gamle historie fra 2. Mosebog, kap. 32: Dansen om guldkalven, der danner baggrund for frisens første del. Guldkalven er et billede på den eviggyldige historie om menneskets krav om en synlig Gud. Tyren udstråler magt, rigdom og potens – de afguder, som mennesket igen og igen falder for. Efterfølgende møder vi så afgudsdyrkelsens modsætning, nemlig de tre billeder Tro, Håb og Kærlighed.

Først ser vi troens engel i kamp med et udyr, det onde, om man vil. Dyret er buret inde, men kun midlertidigt, da et bur ikke kan lukke det onde ude fra vores verden. Bagved ses et bjerg med et kors, troens symbol, der fortæller om forbindelsen mellem himmel og jord.

Håbet fortæller om det dybeste dyb, mennesket aldrig er alene i. Jesus er der i skikkelse af en  fisk, det ældste symbol på Kristus. En stige fører op af det dybe vand og ud i den frihed, som den druknende person har mulighed for at gribe, idet et anker er ved at blive trukket op af vandet.

På det sidste billede ser vi i forgrunden to personer, der læner sig ømt mod hinanden og i baggrunden en skikkelse, som bøjer sig over en anden – måske en barmhjertig samaritaner? Her er det kærligheden, der er den dominerende kraft, som i citatet fra 1. Korintherbrev kap. 13.13: Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.