Kapernaumskirken åbner med jazzgudstjeneste
– med behørig afstand mellem alle deltagere
Under forudsætning af, at regeringen åbner Folkekirken for gudstjenester m.v. lægger Kapernaumskirken ud på søndag den 17. maj kl. 11 med en Jazzgudstjeneste, hvor den hæderkronede bassist Mads Vinding (se foto) medvirker sammen med kirkens præst, Stine R. Nissen, kirkekoret samt kirkens organist & pianist, Peter Brenøe Lange.
Følg selv med via Kapernaumskirkens hjemmeside vedr. åbning og gudstjenester.
Kirken organiserer, at alle deltagere placeres efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, med minimum 2 meters afstand, ligesom det samlede antal deltagere kontrolleres ved indgangen.
Det er ikke en koncert, men en gudstjeneste i jazz regi, der er tale om. Dvs. at ensemblet giver sine jazz versioner i akkompagnementet til fællessalmerne m.v. Først et jazz præludium for piano og bas over C.E.F. Weyses morgensang, Nu vågne alle Guds fugle små. Efter prædiken afsynger kirkekoret Århus Tappenstreg af C.C. Møller, med sats og tekst af Claus Bang. Den omhandler, at alle kirkenoderne nu i en rum tid har ligget og samlet støv, og endelig er blevet støvet af på ny, så korsangerne igen kan tralle, klukke og pippe i én uendelighed, uden at få støv allergi. Derefter direkte videre til en Count Basie inspireret version i laid back stil for kor a cappella og bas af J.S. Bachs Vor Fader udi Himmerig. Under nadveren kan man lægge øre til Mads Vindings og Peter Brenøe Langes fortolkning af Gabriel Faurè’s legendariske Pavane. Til sidst improviserer jazz duoen over den kendte evergreen fra den amerikanske sangbog: Duke Ellingtons, I’m beginning to see the light.
Man kan derfor kun håbe på, at der er lys for enden af tunnelen, efter et par måneders nedlukning. Gratis adgang. Varighed: 1 time.