Mortens aften om ydmyghed i Bellahøj Kirke
Bellahøj kirke meddeler:
I anledning af Mortens aften, lørdag den 10. november, holder vi gudstjeneste i Bellahøj Kirke kl. 16. Vi skal mindes Morten Bisp, som levede i den tidlige middelalder. Han var kendt for sin ydmyghed, som nærmest blev synonym med ham. Ydmyghed fremfor ære, kunne fortællingen om Morten Bisp godt være.
Den mest kendte legende om Morten fortæller, at den fromme Morten af ydmyghed ikke ville udnævnes til biskop. Han gemte sig derfor i en gåsesti for at undgå udnævnelsen. Gæssenes skræppen forrådte ham dog.
Sankt Morten blev udnævnt til biskop i Tours og det siges, at han bestemte, at man hvert år skulle straffe gæssene for at have forrådt ham – ved at slagte og spise dem.
Morten, som oprindeligt hed Martin, døde i Frankrig den 8. november 397 og blev begravet i Tours den 11. november. Over hans grav blev der bygget en stor kirke, og han blev senere helgenkåret. Hans dødsdag blev hans helgendag, Sankt Martins Dag, og den fejres stadig i hele Europa.
Efter gudstjenesten er der middag med and og æblekage for 60 kr. Drikkevarer kan tilkøbes. Tilmeld dig gerne på 24621930.