Oplev en musikalsk jordomrejse den 26. januar
Lørdag den 26. januar kl. 19:00 kan man komme på en musikalsk jordomrejse i Bellahøj Kirke. Kirken får nemlig besøg af de to førende kendere af verdenskirkemusik i Danmark, Betty & Peter Arendt, der til daglig er hhv. korleder/kirkesanger og organist i Haslev Kirke på Midtsjælland. Betty og Peter Arendt er begge klassisk uddannede fra hhv. det fynske og det jyske musikkonservatorium, men har i snart 30 år gjort talrige musikalske ekspeditioner til både Asien, Afrika og Latinamerika. I øjeblikket er de i gang med at redigere en helt ny sangbog for Kirkefondet, som kommer til at indeholde 70 nyoversatte salmer fra hele verden. Det er et dusin salmer fra denne sangbog, som man vil kunne høre – og synge med på ved koncerten denne lørdag aften.
Og som en ekstra bonus har Betty og Peter Arendt taget en kinesisk kirkemusiker med. Zhang Yu hedder hun, og hun spiller på eksotiske instrumenter såsom erhu (kinesisk violin) og guzheng (kinesisk harpe). Zhang Yu spiller også med på en række salmer fra andre verdensdele – og på et par danske salmer og sange.
Der er gratis adgang til koncerten, som er en del af Bellahøj Kirkes månedlige lørdagsarrangement startende med gudstjeneste i kirken kl. 16:00, derefter lørdagsmiddag og så koncert kl. 19:00. Deltagelse i middagen koster 60 kr. – og maden er selvfølgelig denne aften kinesisk inspireret. Men man kan sagtens deltage i den gratis koncert uden at have været med til den foregående gudstjeneste og middag.