Kunstneren Thor Huus udstiller i Brønshøj Vandtårn
Torsdag var der fernisering i Brønshøj Vandtårn på udstillingen Doppelgänger af kunstneren Thor Huus. Udstillingen Doppelgänger er ét samlet værk, som består af 70 dobbelte akvarelværker, der snor sig i spiralform ind i vandtårnet. Thor Huus er uddannet ved kunstakademiet i Wien.
I sin praksis har Huus arbejdet med at tegne kontinuerligt. Han har arbejdet med tegning som en daglig, fysisk aktivitet, ofte om aftenen, når mørket er faldet på. Farveholdningen er jord-, blomster- og planteagtig og værkerne stærke, næsten selvlysende. Hans arbejde med tegninger i et udvidet felt gør at hans færdige værker rummer lidt af skitse-formatets umiddelbarhed, bevægelse og evne til at vise både motiv såvel som motivets tilblivelsesproces.
Udstillingen er arrangeret af KK Kunst og er et originalværk skabt til foreningen. Udstillingen kan ses fredag den 3/2 kl. 13-17 og lørdag den 4/2 kl. 10-14.
Der er fri entré og udstillingen er støttet af Brønshøj-Husum Lokaludvalg.