Med sejre i de sidste fem træningskampe er BB helt klar til forårspremieren

Det er fuldt forståeligt, hvis/når Brønshøj supportere går rundt med store forventninger i maven her bare en uge før sæsonpremieren mod naboerne fra Avarta. De sidste fem træningskampe er alle vundet. Den seneste lørdag mod AB Tårnby med 3-1 efter 1-1 ved pausen. Og med den tilgang de sortgule har fået i vinterpausen, ser det unægtelig godt ud.

                   

I skrivende stund er Brønshøj placeret på 2. pladsen i 3. division. Brabrand fører med et enkelt point mere. Det ligger jo sådan, at både nr. 1 og 2 automatisk rykker op i 2. division, og ikke som i DS, hvor 2’eren skulle i playoff. Hele det nervepirrende forår starter i det gamle Espelunden i Rødovre, som siden har skiftet navn. Det skulle efter sigende være en meget tung og våd bane, men det er jo ens for begge hold, og som nævnt, tror vi på et godt resultat og forår i det hele taget.

Så vi krydser fingre for en god sæsonstart på søndag den 9. marts kl. 13.00 i Rødovre mod Avarta.