Nu kan Jarlen være på vej i Folketinget ved næste valg

Det kører i øjeblikket for vor lokale politiker Jarl Feyling. Socialdemokraterne i Sundbyøster kredsen har netop valgt ham som deres nye folketingskandidat.

                   

Den unge politiker som er opvokset i Københavns Nordvestkvarter er i dag gift og har tre børn. Sammen med sin lille familie bor han i Brønshøj. Til dagligt arbejder han som gymnasielærer på Niels Brock.

Til netavisen siger Jarlen blandt andet:

– Ærligt – jeg er dybt beæret over, at medlemmerne af socialdemokratiet i Sundbyøsterkredsen har valgt mig som deres nye folketingskandidat, og jeg glæder mig til at arbejde for et Danmark, hvor vi passer på hinanden og det, vi har bygget op sammen. Jeg er barn af to førtidspensionister og har oplevet velfærdsstatens positive betydning. Vores parti har grundlagt velfærdsstaten, og vi har kæmpet for dens bevarelse og udvikling. Det skal vi blive ved med. Vi skal nemlig fortsat være et samfund, der giver muligheder til familier og børn – uanset social baggrund.

Jeg har været politisk aktiv hele mit voksenliv og har besiddet adskillige tillidshverv i vores parti, og jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med alle de gode kræfter i Sundbyøsterkredsen, slutter Jarl Feyling.

netavisen 30. maj 21 kl. 13.30