Ny bestyrelsesleder til Efterslægten med solid erfaring fra sektoren
Birgitte Vedersø er netop tiltrådt som HF-Centret Efterslægtens nye bestyrelsesleder. Med Birgitte som leder af bestyrelsen får HF-Centret en bestyrelsesleder med solidt sektorkendskab og meget lang erfaring.
Her ses den nye bestyrelsesformand Birgitte Vedersø t.h. sammen med Efterslægtens rektor Tania Sheikh Larsen
Birgitte Vedersø er med egne ord uddannelsesmenneske og har været i gymnasiebranchen hele sit arbejdsliv og de fleste af årene som leder. Hun blev således allerede i 2000 rektor, først på Alssundgymnasiet i Sønderborg og siden på Gefion Gymnasium fra 2010-2023.
Efter 23 år som rektor valgte Birgitte i 2023 at stoppe som rektor for at starte en selvstændig konsulentvirksomhed.
Bestyrelseserfaring
Birgitte er meget erfaren, når det handler om bestyrelsesarbejde, hun har bl.a. været formand for Danske Gymnasier, og hun er næstformand for Københavns Universitet.
Ud over erfaring med gymnasieledelse og bestyrelsesarbejde, så har Birgitte bl.a. siddet i spidsen for en ekspertgruppe nedsat af undervisningsministeren, der i foråret 2024 kom med en række anbefalinger om kunstig intelligens og eksamen.
Lægger vægt på at hf som en almen gymnasial uddannelse
Ledelse i gymnasieskolen er i Birgittes optik virkelig interessant og meget vigtig, og når hun taler om gymnasieskolen, så mener hun både STX og HF, som er de to almen dannende ungdomsuddannelser. – Når man leder en gymnasial uddannelse, så har alle de valg, man træffer, direkte indflydelse på eleverne. Og det er i Birgittes optik et væsentligt pejlemærke. – Når man står over for ledelsesdilemmaer, så er det godt at have elevens bedste for øje og træffe beslutninger med udgangspunkt i det.
For Birgitte er hf betydningsfuld, fordi hf som institution løfter en opgave, som ingen har kunnet løfte i uddannelsessektoren: hf kan på én gang danne elever til samfundet og fællesskabet, og samtidig kan hf møde den enkelte elev, der hvor ingen andre har kunnet af forskellige årsager.
Fokus på fællesskab frem for individ
Tidligere havde uddannelsessektoren sit fokus rent på pædagogik, men Birgitte ser en forskydning, så vi nu i højere grad er begyndt tale om psykologi eller måske i virkeligheden psykologisering. Det er med Birgittes ord en bekymrende udvikling, fordi det i al for høj grad bliver den enkeltes byrde at skulle fokusere på sig selv hele tiden, og det er faktisk ikke sundt. Vi er nødt til at hjælpe eleverne til at flytte fokus væk fra dem selv og over i en fællesskabstænkning – både for deres og for samfundet skyld.
Klar skelnen mellem ledelsens rolle og bestyrelsens rolle
Birgittes store erfaring med både at betjene en bestyrelse og sidde for bordenden er en fordel for Efterslægten. Som Birgitte selv siger, – min rolle på skolen er at være bestyrelsesleder. Jeg sondrer relativt skarpt mellem en bestyrelses opgaver og daglige ledelsesopgaver. Bestyrelsen skal beskæftige sig med strategi og overordnet økonomi og i øvrigt overlade beslutninger om daglig drift og pædagogisk udvikling til skolens ledelse og ansatte.
Ny rektor med ny bestyrelsesleder
I december tiltrådte Tania Sheikh Larsen som rektor på Efterslægten. Birgitte Vedersø bliver derfor hendes og Efterslægtens tætte sparringspartner. Både Tania og Birgitte glæder sig til samarbejdet.
Selskabet for efterslægten blev stiftet 4. marts 1786 med det formål at skabe et alternativ til tidens sorte latinskole; en skole med det formål at uddanne til og for samfundet. NON NOBIS (Latin – ikke for os, men for dem der kommer efter os.) For Efterslægten.