Ole Høyer fra Bellahøj var en af landets ikoniske musikere og komponister
I Brønshøj har vi gennem tiden haft mange kendte personligheder boende. En af dem var Ole Høyer, som boede i et af højhusene på Bellahøj. En knusende dygtig musiker som beherskede en bred vifte indenfor den verden. I en ret så moden alder arrangerede han musikken til blandt flere store dansktopsucceser, men slog også sine folder indenfor filmen.
Han blev født 15. juni 1927 og døde 22. maj 2002. Ole Høyer var fantastisk til store arrangementer med strygere og stor besætning, og han var som følge der af en meget brugt person. Netavisens redaktør besøgte ham på Bellahøj og bragte i tidernes morgen en stor artikel med ham.
Vi har taget lidt fra dansk film database omkring vores gamle bysbarn.
Ole Høyer, komponist, pianist og kapelmester, begyndte i Tivoligarden, uddannedes i klaver og klarinet på Musikkonservatoriet og fik siden sit eget orkester og spillede på kendte københavnske restauranter fra 1950’erne og frem, bl.a. på Valencia, i Lorry, på Kystens Perle og i Oscar Pedersens andre københavnske restauranter. I 1949 optrådte han i Cirkusrevyen sammen med Poul Reinau som to friske sømænd, der både kunne synge og spille. En periode var Ole Høyer også kapelmester i Cirkus Schumann. Ole Høyer skrev symfonisk og jazzpræget dansemusik, og for Danmarks Radios Underholdningsorkester medvirkede Ole Høyer ved flere hundrede arrangementer, såvel med instrumentalmusik som underlægning til sangsolister. Som arrangør og kapelmester indspillede han siden 1956 et utal af grammofonplader med kendte sangere og sangerinder: Birthe Wilke, Raquel Rastenni, Ulla Pia, Gustav Winckler, Bjørn Tidmand, Dario Campeotto og Keld Heick.
Fra 1955 var han arrangør for diverse grammofonselskaber og blev herigennem arrangør for andre komponister på film, og fra 1964 var han komponist af filmmusik og leverede musikken til over 60 danske og udenlandske spillefilm, deriblandt 5 mand og Rosa, Sytten, Far laver sovsen, Den korte sommer, Lille spejl, Rend mig i traditionerne, Piger i trøjen-film og samtlige sengekants- og stjernetegnsfilm. I 1980’erne fik han chancen for, at prøve et par udenlandske film, bl.a. krigsfilmen “Døden på larvefødder”. I 1996 sluttede Ole Høyer så af med manér til den danske film “Ondt Blod”.