Pladeaktuelle Juncker: Jeg får travlt nu - men håber inderligt, at Brønshøj klarer den

Faktisk kunne Christian Juncker fejre 25 års jubilæum sidste år, men det blev der ikke meget festivitas ud af på grund af Corona pandemien. Derfor har han sat sig for af fejre de 26 år i år, og det sker med to store turnéer. Den ene som “Juncker” og den anden som “Gæsterne”, hvor han er sammen med sin gamle ven Jonas Breum.

            

             Al Christian Junckers energi koncentrerer sig i denne tid udelukkende om duoen “Gæsterne”

Det er som sidstnævnte, at Christian netop har udsendt et nyt album, der allerede nu er blevet lanceret i både den skrivende presse og på TV. Selve den produktion tager vi os af lidt senere. I dag drejer det sig først og fremmest om vores herboende populære sanger, som gennem efterhånden mange år har slået sine folder i Brønshøj sammen med sin lille familie. Vi skal også finde ud af, hvad der egentlig gemmer sig bag konstellationen “Gæsterne” – og hvad planerne er med den. Også om hvor indholdet til det nye album er blevet til.

 

     

       Christian Juncker da han sammen med Jonas Breum lancerede “Gæsterne” i Go’morn TV på TV2.

– Noget af det er naturligvis lavet i Brønshøj, men langt fra det hele, fortæller Christian Juncker til netavisen, da vi var heldige at træffe ham midt i travlheden. – I virkeligheden er projektet med “Gæsterne” en gammel drøm om at lave noget sammen med min gamle ven Jonas. Vi har før lavet brudstykker sammen, men har aldrig lavet en plade, hvor vi udelukkende har vore helt egne produkter med.

Den er blevet til forskellige steder i byen. Noget af det er undfanget i Jonas studie på Refshaleøen, noget i Brønshøj og en del på Frederiksberg, hvor Jonas har hjemme. Vi har vel arbejdet med det i godt halvandet år, og at vi kalder os for “Gæsterne” er der en naturlig forklaring på. Det hele bunder i, at vi holder benene på jorden. Vi vil altid være de ydmyge gæster, når vi er ude og optræde, fastslår Christian Juncker, som nu kan begynde at glæde sig over, at der endelig igen er ved at gå hul på joblisten.

– Ja der bliver travlt i løbet af året, siger han videre. – Der bliver både turné med “Gæsterne” og “Juncker” – men lige nu drejer det sig førstnævnte og vores nye produktion.

       

  Her ses Juncker, da han optrådte for Brønshøjs supportere i forbindelse med klubbens 100 års jubilæum

Og så har vi sommeren foran os, og den glæder vi os til. Brønshøj om sommeren er verdensklasse, Så det meste af tiden bliver vi her. Men der er dog en ting, som kan ødelægge det hele, og det er, hvis BB rykker ud af divisionsfodbolden for første gang siden 1945. Den tanke er så grim, at jeg støder den fra mig og udelukkende tror på overlevelse. Så al min sympati og tro på drengene. Desværre har jeg ikke haft mulighed for at se dem i lang tid, men jeg følger med resultaterne og stillingen i 2. division. En sejr lørdag over Roskilde vil lune, men det er meget snert, slutter Christian Juncker, der for øvrigt er med i Pilegården den 10. september, når Brønshøj Sangskriver Festival løber af stablen.

Vi vil indenfor overskuelig fremtid fokusere mere på “Gæsternes” nye album.