Plan om botilbud på Herbergvejen

Fra vandrerhjem til ophold for flygtninge til Socialforvaltningens botilbud

Foto: Vandrerhjemmet på Bellahøj var et af Danmarks bedst beliggende vandrerhjem – meget tæt på Københavns centrum og i grønne og fredelige omgivelser kun 4 km fra Rådhuspladsen og Tivoli. 
Den kommunalt ejede bygning på Herbergvejen i Brønshøj, der tidligere husede et vandrerhjem, skal måske ombygges til et botilbud. I øjeblikket arbejder Socialforvaltningen i det der betegnes som planlægningsfasen, og det forventes, at der vil blive søgt om penge til anlæg i forbindelse med Københavns Kommunes Budget 2026.
Bostedet på Herbergvejen 8 skal relatere til Servicelovens §107 og 108, som er henholdsvis midlertidige og varige ophold på et døgntilbud. Målgruppen beskrives af Socialforvaltningen som borgere med diagnosen autisme spektrum forstyrrelse (ASF), som enten er normalt begavede eller lettere mentalt retarderet. Nogle af de kommende beboere kan have sammensatte problematikker i form af psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder, fx OCD, ADHD, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, angst og depression. Formålet med opholdet er, at borgerne gennem en pædagogisk indsats støttes til at få en hverdag til at fungere og til at udfolde deres potentiale maximalt.
I 2022 opsagde Københavns Kommune aftalen med Danhostel om drift af vandrerhjemmet, der havde en kapacitet på 218 senge fordelt på 39 værelser. Bygningen havde været vandrerhjem siden 1955, og har efter lukningen huset flygtninge fra Ukraine.
EF