Profil vender tilbage til Stadion
IF Stadion er godt i gang med oprustningen frem mod 24/25-sæsonen, og det er med stor stolthed, at vor lokale klub nu kan præsentere, at Mikkel Ebeling vender tilbage til IF Stadion.
Mikkel Ebeling kommer til klubben efter et ophold i TMS Ringsted i håndboldligaen. Mikkel Ebeling har også tidligere spillet for HØJ Elite, TM Tønder og som 16-årig drog Ebeling til SG Flensburg-Handewitt, hvor han spillede fire sæsoner, dels som U19 spiller og dels som seniorspiller. Med Flensburg-Handewitt har Ebeling vundet det tyske U19 mesterskab, og han har spillet både Bundesliga- og Champions League kampe for den tyske storklub på seniorplan. Mikkel Ebeling kan også bryste sig af fire U-landskampe for Danmark.
Han starter træningen i IF Stadion, når hans sæson i TMS Ringsted er slut.