REMA 1000 i Brønshøj støtter Sarah og Affaldspatruljen

Siden netavisen begyndte at omtale den lille gruppe lokale borgere, som ind i mellem tager sig tid til gå på affaldsjagt forskellige steder i bydelen, er det strømmet ind med sympatitilkendegivelser til dem. Blandt de mange er købmand Bettina Wuust Lohse fra REMA 1000 i Brønshøj. Hun kontaktede netavisen og bad os arrangere et møde med initiativtageren Sarah Dahlkild.

     

Så er aftalen på plads mellem Bettina Wuust Lohse, REMA 1000 Brønshøj t.v. og Sarah.

Det møde fandt sted i tirsdags, og her tilbød REMA 1000 at støtte Sarah og Affaldspatruljen med en pose “brændstof” til hver deltager, hver gang de var i aktion. Den ville bestå af vand eller juice, frugt, lidt slik, og hvad man nu ellers kommer i for at holde balancen i orden under arbejdet. Det sagde Sarah naturligvis tak for, og næste gang hun er på gaderne med sin patrulje for at samle affald op, så går turen omkring REMA 1000 først.

Seneste affaldstur

– Forrige søndag havde jeg inviteret til endnu en affaldstur i Husum-området, fortæller Sarah til netavisen.

– Denne gang gik turen fra målestationen ned af Korsager Allé til Smørumvej. Begge sider af vejen blev klaret.

Jeg havde taget mine tre børn med denne gang. Dog blev mine døtre nødt til at gå hjem før vi havde taget hele den planlagte rute, så det meste af turen var det ’kun’ min søn og mig.

               

Sønnike med affaldsvognen – klar til at gøre en indsats for en pænere bydel.

Mens vi gik og samlede affald, snakkede vi om, hvorfor vi alle bør gøre en indsats for at fjerne affald fra gader og stræder. Jeg fortalte, at jeg har forskellige grunde til, at jeg synes, man skal samle affald op. For det første mener jeg, man skal betragte det offentlige rum som en forlængelse af ens dagligstue. Der rydder man jo op og smider affald i skraldespanden. En anden grund er, at selvom det ikke er mit affald, så er det min planet. Vores allesammens egentlig ! Jeg vil gerne være med til at give den videre til fremtidige generationer, og mere ren end jeg modtog den.

Vi fik samlet ’det sædvanlige’ affald; take-away papir, kapsler og skodder. Dog var det mest pudsige fund denne gang en terning.

 

 

Vi samlede 264g skodder, svarende til 520-530 stk. og tre kilo blandet affald.

Efter endt tur nød vi lidt godt sponsoreret af Brønshøj-Husum lokaludvalg.

Næste affaldstur er den 11. september kl. 10-13.

Jeg har ikke planlagt en rute endnu, så læserne må meget gerne komme med forslag og ønsker, slutter Sarah.