Fix lagde op til den traditionelle "Fandag" på lørdag
Det har ladet vente længe på sig, men de to seneste kampe har givet Fix hele seks point, og selvom der var tale om modstandere fra bunden af rækken, så er der ingen tvivl om, at det giver de rødhvide et boost. Og sejrene kommer på et fantastisk tidspunkt, fordi Fix på lørdag den 26. april afholder deres såkaldte „Fandag‟ på anlægget ved Pilesvinget.
Ved samme lejlighed møder hjemmeholdet CBS Sport, som nok er en lige stor mundfuld. Gæsterne er for øjeblikket på andenpladsen i rækken.
Og hvad er en „Fandag‟ så ? Ja det kan nærmest sammenlignes med en hyggelig familiedag i ægte Fix regi. Det hele foregår på anlægget ved Pilesvinget, og heldigvis har klubben faciliteterne, hvis vejret skulle vise sig fra den forkerte side. Alle kommer med familiemedlemmer og skal bare have en hyggedag. At Fix så vil have ekstra god opbakning til kampen kl. 12 – er jo ikke så tosset.
Selv siger man fra Fix: Fandag er herreseniors halvårlige arrangement, hvor alle spillerne inviterer fire tilskuere med til den kamp de spiller. På den måde vil der hele dagen være enormt meget støtte til drengene. I år er damerne med til det, således at de tager samme initiativ til sig, og der er fodbold i Pilesvinget hele dagen med masser tilskuere. Der vil bl.a. være forskellige sjove initiativer såsom sodavand til alle fremmødte ungdomspillere mm.
Så mød endelig op og få en sjov dag !