Sensation: - En havørn har fundet sig til rette på fugleøen i Mosen
– Jeg har kigget på fugle i over 40 år og havde aldrig forstillet mig at skulle se en havørn siddende i et træ i Utterslev mose, indleder netavisens naturmedarbejder i ugens fuglehistorie. – Den flyvende havørn har jeg fotograferet i Sverige i dette efterår.
Men desværre er de mange andefugle i isvågen et sandt spisekammer for havørnen.
Tekst og foto: Christian Christensen
Ind i mellem indtræffer der begivenheder i fugleverdenen, der får øjnene til at glippe for selv garvede ornitologer med mere end 50 års fokus på fuglelivet i Utterslev mose. En sådan hændelse finder i disse dage sted i form af, at en havørn har fundet sig til rette på fugleøen i Utterslev moses del 1, som ligger direkte op mod Husum og Brønshøj.
Et meget sjældent motiv – havørnen på sin gren med Tingbjergs højhus i baggrunden
Med havørnen har vi lige nu besøg af et af de helt store vingefang. Den er kendt som “den flyvende dør” med et vingefang på op til 2,50 meter. Havørnen var for få årtier siden en truet fugl i hele Skandinavien, men en intensiv redningsplan har bragt bestanden tilbage på et niveau, som nærmest kan beskrives som et mirakel. Bestanden i Danmark er gået fra 0 til i dag ca. 280 par spredt ud over hele landet. Det helt særlige er også, at havørnene har formået at yngle i områder ganske tæt på menneskelig aktivitet.
Havørnen har i de senere år ynglet på Vestamager, hvor de tilmed har fået unger på vingerne. Den gamle han der lige nu nyder livet her hos os, er givetvis en fugl fra Sjælland eller Sydsverige, hvor disse giganter har vænnet sig til menneskers færden. Hvis man vil se den i mosen, er det bedst at stå og kigge fra stierne langs Pilesvinget omkring nr. 21. Her er der udsyn ud mod fugleøen, hvor den sidder på sin gren. Det er bedst om formiddagen, hvor man har solen i ryggen. Jeg stod der et par timer lørdag, men den sad på sin gren og ville ikke ud og flyve. Den er sikkert mæt og sparrer på energien.
Ja der ryger nok nogle stykker, så længe havørnen har slået sig ned i Utterslev Mose. Men sådan er naturen jo.
Der er ellers masser af føde at finde i mosens våger, der er fyldt med ænder og blishøns, der er blandt havørnens ynglings føde. Jeg fik kun billeder af den siddende, og bringer derfor et billede af en flyvende havørn taget i Sverige tidligere i år. Så man kan danne sig et indtryk af, hvordan den ser ud flyvende, hvis man skulle være så heldig at møde den en af de nærmeste dage.