Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 17. og sidste del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen, 17. og sidste del

I al den tid Far var på arbejdsmarkedet havde han altid snavset ar­bejde, men da han blev pensionist, blev han en rigtig laps. Han gik med pæn skjorte og slips hver dag og jakkesæt, og Erland – en af hans svi­gersønner, der var skrædder – syede habitter til ham. Han ville gerne være pæn, og han var det. Han gik med handsker og spadsererstok, og det var en fornøjelse at se – fra den side kendte vi ham jo ikke.

F.eks. skulle han til barnedåb hos Else og Thorkild en søndag. Det var nok Jørgen, der skulle døbes. Far skulle på fabrikken den dag og ville kun møde til festen, hvis han måtte komme lige fra sit arbejde. Det var Else selvfølgelig ked af. Det var lidt ufestligt. Han var måske ikke helt sober – men heldigvis klaredes problemet på anden måde, og han kom til barnedåb ren og pæn og i sit pæne tøj.

Økonomi

Det var Mor, der ordnede økonomien, og hun var en god finansminister med det store overblik. Far afleverede sin ugeløn hver fredag aften på nær et lille beløb til sporvogn, skrå og en avis, og Mor klarede resten. Hun havde 7 forskellige punge, hun samlede pengene i, og det system fungerede fint. Når det forskellige skulle betales, var pengene der al­tid, og hun lånte aldrig af kassen til andet formål. Så hellere undvære!

Engang i maj 1940 skiftede jeg arbejde og fik udbetalt mine ferie­penge til senere brug. Da jeg den måned betalte kostpenge – det var 1/3 til kost, 1/3 i banken og resten til mig selv – betalte jeg forud for den tid, hvor jeg skulle holde ferie samtidig, for da ville jeg jo ingen løn få, og disse penge gemte Mor i en pung til senere brug. Jeg skulle først holde ferie i september det år, og i løbet af sommeren glemte Mor, hvad disse penge var gemt til. Hun regnede med, at det var penge, der var lagt væk 2 gange, og hun tog ind til Daells Varehus og købte 2 sæt undertøj, tykt jersey med lodden vrang og lange ben og ærmer, og det skulle Far have til vinter, når det blev koldt. Han trængte så hårdt til det.

Da jeg skulle holde ferie i september, manglede Mor de kostpenge, som jo ellers var øremærkede, men hun klarede også det, og da det så be­gyndte at blive småt med de gode varer i butikkerne p.g.a. krigen, var hun jo meget lykkelig for, at Far var så godt forsynet, for nu var un-dertøj jo mangelvarer. Hun mente bestemt, at det var Vorherre, der havde hjulpet hende.

At mine forældre klarede det så fint, begriber jeg ikke i dag.

Rytterskolen på byvejen, den senere Brønshøjvej

Efterhånden som vi kom ud af skolen – pigerne med realeksamen og drengene efter 7. eller 8. klasse. Pigerne fik kontorpladser og gik på kursus om aftenen og lærte maskinskrivning, stenografi og bogholderi. Een af pigerne – Anna – ville ikke gå i skole, hun kom først i huset som ung pige, og det fortrød hun mange gange senere. Så lærte hun at sy, og det har hun haft det godt med. Min ældste søster Sophie læste endda til lærerinde på Femmers Kvindeseminarium og blev lærerinde. 5 af drengene blev smede – en af dem selvstændig – og den yngste blev ty­pograf og faktor. Vi var alle raske og sunde og sjældent syge, og vi var dygtige til vore job. Jeg selv havde ikke 5 sygedage fra skolen i de første 5 år af min skolegang. Jeg havde flest 6-taller og 6minus’ser i min karakterbog, da jeg begyndte i 1. mellem, så helt dum har jeg ikke været. Jeg har altid haft et forbillede i de ældre søskende, der var noget at se op til, men jeg stræbte egentlig ikke. De gode karakterer sagde mig ikke noget, men jeg kunne bedst lide at kunne lektierne.

Jeg læste aldrig lektier hjemme, da jeg gik i underskolen. Det forstod jeg ikke rigtig, men jeg havde en god hukommelse. De skriftlige opga­ver blev afleveret til tiden, og jeg kunne altid mine sager. Vi havde me­gen respekt for vores lærere, og der var altid ro i klassen.

Når jeg ser tilbage i tiden, kan jeg godt se, at vi havde det småt, men som barn mærker man det ikke. Der var trygt og godt i hjemmet og Mors glade sind smittede af på os alle. Vi blev da også uvenner med hinanden og skændtes og sloges, som børn nu gør, og det værste man kunne sige til hinanden var: “Jeg brænder alle dine skolebøger”. Selv­følgelig gjorde vi ikke det, det var tomme trusler, men den virkede hver gang.

Mor kunne også blive meget vred og smække lussinger, når det var nød­vendigt, og det var det ofte. Der skulle en fast hånd til at klare hele menageriet, og der var altid ro i lejren, når Far kom hjem om aftenen, og selvfølgelig stod een af de små parat med hans hjemmesko.

Mor

Mor var altid oppe kl. 5.00 om morgenen som den første, og hun var den sidste, der gik til ro om aftenen. Hun lavede kaffe og smurte morgen­madder og sørgede for alle madpakkerne. Det var mest leverpostej, spegepølse, æggemad, kartoffelmad og røgede sild, og en gang imellem en kødrest fra middagsmaden, men det var som sagt forbeholdt de voksne. Når der var fedt fra det stegte flæsk, så en tynd fedtemad med salt lagt sammen, og det var himmelsk. Jeg tror aldrig, hun købte fedt. Det var kun, når hun havde det fra flæsket. Mine store søskende fortalte, at de fik sukkermadder med i skole, og de var ofte pakket ind i en halv side af Socialdemokraten. Det har jeg aldrig fået, så jeg har hørt til de heldige.

Rytterskolen blev to fag mindre, da Linje 2 kom til Brønshøj Torv i 1929

Havde vi huller på strømperne eller manglede en knap i en strømpe, så lagde vi altid tøjet på symaskinen om aftenen, når vi gik i seng, og det blev ordnet, inden hun gik i seng. Altid var der stoppe- og lappetøj, der var jo nogle smededrenge, der sled huller, og alt blev lappet og repare­ret efter hver vask. En masse hullede strømper blev troligt stoppet, når vi om aftenen sad omkring spisebordet, enhver beskæftiget med sit. Det var jo en stor hjælp, at pigerne lærte at stoppe deres egne strømper, men det var drengene, der sled de største glammehuller.

Vi har nok se noget forhutlede ud, hvad tøj angik. Det var der såmænd også mange andre, der gjorde, men for Søren – hvor skulle det komme fra. Alt blev repareret og lappet og lappet i en uendelighed, og der skulle slid og kræfter til at holde sammen på det hele. Jeg kan sige, at Mor var god til det, og det var en stor hjælp med hendes gode humør.

Mor var også slidt helt op, da hun døde kun 64 år. Hun havde så mange skavanker og var meget senil, og da Far gik på pension, og de skulle til at nyde tilværelsen de to sammen, havde hun det slet ikke godt. Jeg kunne inderligt have ønsket og håbet, at hun havde fået et bedre otium og kunne have fulgt sine børn og børnebørn noget længere – det havde hun fortjent.

Jeg er meget lykkelig over alt det, jeg har lært af hende, og jeg har mange gange i min tilværelse tænkt kærligt på hende, og hvad hun ville have gjort, hvis jeg kunne have spurgt hende, og har jeg været i tvivl, har jeg altid tænkt på, hvad hun ville have gjort.

—–

Hermed sluttede historien om Astrid Theisen. Den har faktisk kørt hver uge de seneste 16 uger – og i dag slutter vi med 17. og sidste del. Vi siger tak til de mange læsere, som troligt har fulgt serien. Netavisen har fået mange positive henvendelser i den anledning. Vi er meget interesseret i andre historier fra det gamle Brønshøj, så skulle nogen ligge inde med noget i den retning, så skriv til os, adressen er fa@2700-netavisen.dk ..