Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 14. del ..

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen, 14. del          

Jeg var meget slem til at løbe ud uden overtøj om vinteren med bare arme, i sne og frost, uden at fryse, selv om armene var blå og gule af kulde. En dag, da jeg sad på en slæde, kom en dame forbi. Hun boede i kvarteret, og jeg kendte hende udmærket. Hun spurgte mig, om jeg ville have en frakke, som hendes datter var vokset fra, og jeg sagde ja, men jeg skulle lige spørge min Mor først. Jeg glædede mig allerede til at få den frakke, men nej, jeg måtte gå ud og sige pænt til damen, at “jeg havde en frakke, og jeg kunne bare tage den på”. Mor har sikkert haft en vis stolthed, men jeg var meget ærgerlig og forstod ikke, hvorfor jeg ikke måtte få frakken.

En anden gang havde Mor syet om til mig en kitfarvet kjole med smalle brune striber. Det var en mousselinskjole, der havde været min Mor­mors. Jeg syntes selv, kjolen var pæn, men det syntes vi jo altid, når bare det var noget andet, men jeg havde ikke haft den på mange gange, før stoffet bristede alle vegne og gik i stykker, fordi den var gammel og mør. Den var komplet umulig at reparere, for den bristede bare ved siden af.

Da Mormor fra Horsens kom på besøg, spurgte hun så, hvad der var ble­vet af den kjole, hun havde sendt, om den var anvendt. Mor fortalte som det var, at den var gået helt i stykker, den revnede alle vegne, hvortil min skrappe Mormor sagde, at det var kun, hvad man kunne for­vente af mig, for jeg flåede alting itu og forstod ikke at passe på mit tøj, og “det havde været hendes bedste kjole i 20 år, så den var god nok”. Så sagde Mor: “Tak, men den kjole var helt bestemt gammel og mør”, og Mormor skulle ikke en anden gang sende sådan noget gammelt tøj, det var ikke ulejligheden værd at sy det om, og hun skulle i hvert fald ikke bebrejde mig noget, for jeg var altid god ved mit tøj. Kors hvor Mormor blev gal i skralden !

Min søster Gerda, som var 5 år ældre end mig, havde en avisrute om morgenen, før hun gik i skole. Den gav 2 kr. om ugen i fortjeneste og så lidt drikkepenge, når hun gik ud med avisregningerne om søndagen om formiddagen. En dame, som hun leverede aviser til, gav hende engang et par korte, brune fedtlæder­støvler, som hun selv havde gået med. Det brugte man meget dengang, men støvlerne var 2-3 numre for store til Gerda og hælene for høje. Det var rigtige damestøvler med snørebånd. Det klarede man  bare selv ved at få een af drengene til at save lidt af hælene og så putte lidt avispapir i snuden. Selvfølgelig blev de godt skæve. Det var da svært at save hælene over, men hun brugte støv­lerne som de var, selv om næ­serne vendte op. – De vinkede til Vor Herre, sagde vi, og de så farlige ud, de lignede både, men det var da støvler, og det betød noget – bedre end træsko.

Der hvor Suzuki Bellahøj ligger i dag på Frederikssundsvej 100, lå der i Astrid Theisens tid denne idyl

Mor havde engang syet en vinterfrakke til lillebror Finn af en dame-frakke i kitfarvet meget tykt uldstof. Han var så glad for den, fordi der var stiklommer i og et bælte med spænde, og da han for første gang skulle på sommerferie på landet hos Sofie og Andreas i hele sko-leferien, ville han absolut have den på.

Nu var det sådan, at Sofie – vores ældste søster, lærerinden – var ble­vet gift med en landmand og var ved at oprette et landbrug i Jylland, og fra da af tog de hver sommer et par af os som feriebørn i hele sko­leferien, og forresten, fremover åbnede de også altid gæstfrit deres hjem for os alle sammen, og det var lige meget, om vi kom 2 eller 10 – altid var vi velkomne der. Vi skulle blot tage deres daglige dag som den var og ikke stille fordringer, og det har vi nok benyttet os af i alle årene. Altid blev vi taget pænt imod, og det var altid festligt at komme på “Uglkær”.

Finn og Gerda skulle nu af sted det år, og det var en meget varm som­merdag. De blev fulgt ind til banegården tidligt om morgenen, og Finn svedte godt i den tykke frakke, men ikke 10 vilde heste fik ham til at lægge frakken.

Minsandten – da vi hentede ham i august på banegården, havde han sta­dig sin frakke på, godt tilknappet, og så havde han mørkeblå, hjemme­strikkede luffer på, fordi de havde ligget i lommen. Vi måtte more os over ham, men han var så glad for frakken, at han helst gik med den hver dag, “og han svedte ikke spor”, sagde han.

Ja, der skulle ikke så meget til for at glæde os !

Fødselsdage

Vi kendte ikke til, når vi havde fødselsdag, at dele bolsjer ud i skolen. Det var der nu mange, der ikke gjorde, så det var egentlig ikke noget problem som sådan. Hvis vi delte bolsjer ud, blev fødselsdagen marke­ret med et flag på bordet, og klassen sang fødselsdagssang, og man fik højtideligt overrakt en fødselsdags-5øre og i de lidt større klasser en fødselsdags-10øre af klasselærerinden, fru Røjel.

En gang – jeg tror, jeg gik i 2. klasse og havde fødselsdag en mandag, husker jeg. Jeg havde ejet en 25-øre, og så ville jeg gerne dele bolsjer ud om mandagen. Jeg købte så for 25 øre bolsjeaffald – det var det snav, der var tilbage i bolsjedåserne, når de var tømte. Der kunne også være enkelte hele bolsjer i, men ellers var det mest bolsjesmuld.

Dengang købte man altid bolsjer i løs vægt fra store 2 1/2 eller 5 kg.’s bolsjedåser, og så var der jo altid smuld tilbage i dåserne, og det solg­tes som bolsjeaffald og var billigt.

Jeg havde så en papirspose med dette affald, og i løbet af søndagen smagte jeg mange gange på bolsjerne. Det var meget fristende, og po­sen bar synligt præg af at have været åbnet og krammet sammen flere gange, og jeg tog de hele stykker bolsjer, så det har nok mest været smuldet, der var tilbage.

fortsættes