Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 16. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen.

Historien om Astrid Theisen, 16. del

Straks jeg kom i skole om morgenen – lige efter morgensangen – vi skulle have geografi – gik jeg op til katederet og spurgte, om jeg måtte dele bolsjer ud, for jeg havde fødselsdag. Det måtte jeg gerne, og frø­kenen fik lov til at tage det første, og måske også et af de få hele bol­sjer, der var, og jeg delte så ud i klassen.

Men ak og ve – der var ikke nok til de sidste 5-6 skolekammerater, som selvfølgelig følte sig meget snydt, hvilket de tilkendegav højlydt i fri­kvarteret. Dette her bolsjesnav var jo godt klistret, så de heldige fik en stor klump og andre en mindre klump, og så fik de sidste ingenting, men jeg fik en fødselsdags-5-øre, flag på bordet og fødselsdagssang og mærkede for en kort stund popularitetens sødme, men kun til vi kom ned i gården til frikvarteret, så fik piben en anden lyd, og de, der var blevet snydt, brokkede sig naturligvis og var sure.

Vi holdt ikke sådan specielt fødselsdage, da vi var små, som man gør i dag. Flaget i haven blev hejst, og vi fik lov til at have vores nye tøj på i skole og sko – ellers gik vi jo med træsko – vi fik en lille ting af Mor og Far, og så fik vi lov til at være oppe om aftenen og drikke aftenkaffe med de voksne, men som oftest faldt vi i søvn lige efter, men bare det, at vi ikke skulle i seng med den øvrige bande – det var da bare dejligt.

Hygge

Vi havde det egentlig altid sjovt derhjemme, og der skete altid noget. Mor var glad og munter og førte tit an i morskaben og kunne altid se det morsomme i en situation. Hun sang meget under sine daglige sysler, og da Far var ansat hos Hornung & Møller i Bredgade, fik vi på et tids­punkt et godt, brugt klaver til en billig penge, og så kom der sang og mu­sik i huset. Det var navnlig pigerne, der stemte i. Det forekommer mig, at vi mindst 1 gang om ugen samledes en aften om klaveret i den pæne stue, og så spillede een af de store piger efter Danmarks Melo­dibog med skomagerbas, og så blev der sunget. Senere, når vi selv kunne be­tale, lærte vi at spille efter noderne.

I Familie-Journalen var der noget, der hed mirakelnoder, som var lette at spille efter. Når vi fik fat i dem, klippede vi siden ud af bladet og klistrede nodebladet på et stykke stift papir med melklister, og ef­ter­hånden fik vi samlet et pænt repertoire af gode sange.

Der var altid nogle bestemte, vi skulle have: ”Du, som har sorg i sinde”, ”Fred hviler over land og by”, ”Jeg spejded’ i den grønne lund”, ”Jeg er sort og jeg er smed, jeg må smede ved min esse”, ”Natten breder sine vinger”, ”Under den hvide bro”,”Nattens dæmrede tåger har sig på en­gen lagt”, ”Lille Gertrude”, ”Tommys far”, ”Klokke ring fred”, ”Der er noget i luften”, ”Se, der summer af sol over engen”, ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”, ”Nu piber alle fløjter”, ”Luftige væsen, sylfide du små næsvise flue hvad tænker du på” – og naturligvis af og til –”Hjalmar og Hulda”. Mor kunne alle versene, jeg syntes den var så sørgelig. Vi sang også “Udi kampen de riddersmænd drage” og “Og sneen den føg så vi­den om jord”, “Sejle op ad åen” med alle vers – og mange flere. Vi havde virkelig et stort repertoire, og når så sangen var slut, fik vi en skive franskbrød med margarine og så i seng, og vi havde haft en ganske dej­lig aften.

De fleste af de gamle sange, vi sang, kan jeg endnu udenad og synger dem ofte. Om ikke for andre, så for mig selv. De gode, gamle fædre­landssange og mange af de nyere sange husker jeg stadig udenad. Gamle salmer, som vi sang i skolen. Vi lærte dem jo udenad. Jeg husker dem stadig og har stor glæde af dem. Jeg synger endnu meget – også når jeg er alene – så det har jeg nok efter vores Mor.

Fars arbejde

Vores Far var aldrig arbejdsløs. Han arbejdede hver dag fra kl. 7.00 til kl. 16.00, og hveranden søndag havde han ekstra arbejde med at rense centralkedlen og trækkanalerne på fabrikken. Han var jo også fyrbø­der.

Fyret var slukket om søndagen, fordi det skulle renses. De var 2 mand, der skiftedes til dette meget snavsede arbejde, og når det var over­stået, var der ikke noget varmt vand, han kunne blive vasket i, så det var kold vask, hvis han ikke var så heldig at få en keddel varmt vand hos portneren, der havde lejlighed i virksomheden, men det var jo ikke altid, han var hjemme. Det var en noget sort mand, er kom hjem søndag eftermiddag med sporvognen fra Kongens Nytorv til Brønshøj.

Far har altid haft snavset arbejde. Under krigen 1940-45 fyrede han med våde tørv, og det var meget svært at holde temperaturen. Af hen­syn til de dyre instrumenter og flygler, skulle der være en bestemt temperatur, og det var svært at klare, når der også skulle spares på brændselet. I de meget kolde vintre – -20 grader til -25 grader – ar­bejdede han tit til langt ud på natten. Vandrørene frøs, og når de blev tøet op, sprang de, og det kolde vand fossede ud. Hele anlægget var meget besværligt at komme til, gammelt som det var. De brugte blæ­selamper til at optø de frosne rør med, og så skete det, at rørene sprang, og vandet fossede ud, og de stakkels mænd gik og soppede i is­koldt vand. Det var bestemt ingen fornøjelse, og så var det jo godt at komme hjem til en glad og kærlig kone, men Far skulle jo på den igen næste morgen.

fortsættes