Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen 2. del

2700-netavisen har fået lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun blev 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen

Historien om Astrid Theisen 2. del

Far og Mor holdt stadigvæk godt sammen, men tænk hvilket slid og slæb. Alle havde vi et sted at sove, vi måtte krybe sammen. Der var in­gen, der sov i køkkenet, det var heller ikke så stort. Altid havde Mor og Far en spæd i sengen hos sig – og måske to små i fodenden, og så el­lers sovesteder overalt, flere børn i hver seng, og der skulle redes op hver aften. Men det gik – det kunne ikke være anderledes. Der var kun een indtægt og mange munde at mætte, og Mor skyldte aldrig penge, hverken hos Brugs eller bager. Manglede vi nogle ører, når vi var i Brug­sen, skulle vi altid hen og betale med det samme, det måtte ikke vente til næste gang, og selv om vi var nok så sure, fordi vi skulle af sted igen, hjalp der ingen kære moder.

Far blev indkaldt til køkkentjans på Jægersborg Kaserne, men udelukkende til week-end tjeneste, han var kun reserve, hvilket ikke var det værste. Der var jo krig, og et og andet kunne han altid redde sig. De manglede ikke noget ved militæret. Èn af mine brødre – Lasse – skrev så pænt i mors poesibog: “Tænk på året 1917, da sad din kære mand i bøtten”. Det lo vi meget af, og det var kun fordi, han ikke mødte op på kasernen til en week-end. Det kostede ham fire dage på “vand og brød”.

Hvordan Far og Mor i løbet af de få år har klaret at få en byggegrund i Brønshøj i Præstevangen og få bygget eget hus til indflytning i maj 1921 – det fatter ingen i dag, for pengene var meget små, og vi havde det småt. Hver eneste øre er sikkert blevet vendt nogle gange, før den blev givet ud.

De havde først slået et skur op på grunden, hvor de kunne have deres ting og en primus, og de fleste søndagsmorgener hele sommeren igen­nem traskede Far og Mor og børn med to legevogne godt pakket med gryder, grej og mad til hele dagen, og en lille unge i klapvogn fra Odins­gade på Nørrebro til Brønshøj ad dårlige veje og stier. Der var jo næ­sten ubeboet og ingen forretninger. De eneste bygninger der var, var bondegården “Tomsgård”, Brandstationen, en høj karré nede på Frede­rikssundsvej og så Brønshøj apotek, og på begge sider af Hovedvangen (nu Hareskovvej), der var meget smal, en vej med dybe hjulspor, var der marker og kolonihaver. Det var ude på landet. Vejen gik kun til Brønshøjholm, bondegården, derfra var der mark og mose.

Når de så skulle hjem søndag aften, var børnene trætte, og nogle gik og dejsede om på grund af natteblindhed og al den legen og frisk luft, de havde fået. Så var vejen til Nørrebro meget lang, men alle havde haft en dejlig dag, og Mor især havde nydt det, trods alt det mas og be­svær, inden vi kom hjemmefra. Der var jo trangt i lejligheden, hvor vi boede. Kartoffelmadder, stegt flæsk og persillesovs var altid dagens ret i sommerlandet, og aldrig har det smagt bedre.

Mors søsters mand, Johan Arnskov, som dengang var en kendt social­demokratisk borgerrepræsentant i København, var med i en komite, der skulle skaffe billige ejerboliger til arbejdere og kommunefunktio­nærer i København. Derved fik Mor og Far erhvervet et stykke jord på 1000 kvadratalen, som i fem år skulle udlægges til kolonihaver og så der­efter skulle bebygges med parcelhuse, så hver mand fik egen bolig på egen jord for meget små penge. Det skulle foregå efter solidariske principper.

Det var 45 tdr.land af præstegårdens jord, der blev udlagt til parcel­ler. Lejen af jorden for de fem år var 5 øre pr. kvadratalen pr. år, og sam­tidig skulle man indbetale 10 kr. om måneden til en byggefond. I løbet af de fem år blev det til 600 kr., og så kunne byggeriet af eget hus starte.

Parcellerne var inddelt i sektioner – i alt seks stk. med ca. 30-40 grunde i hver, ca. 190 grunde i alt – og så snart der var penge i byggefonden, be­gyndte byggeriet i 1. sektion, og så gik det efter tur.

Der var også noget med, at når femte og sjette sektion skulle til at bygge, var kassen tom – men det er en anden sludder.

Da det nye hus stod færdigt i foråret 1921, og vi flyttede ud, har det bestemt været en stor dag. Det var meningen, at vi skulle have hele huset for os selv, men byggeriet blev naturligvis for dyrt, det blev det for de fleste af grundejerne herude, men vi fik så en ordning med Kø­benhavns Kommune – et rente- og afdragsfrit lån på ubestemt tid, en tilskudsdeklaration – mod at huset skulle indrettes til to familier. Der var også bolignød den gang, og vi fik bygget en mansard til på 1. sal. Derved blev værelserne mere reelle, og vi skulle så have lejere. Det medførte også, at et eventuelt overskud ved salg af huset tilfaldt Kommunen – men vi tænkte da aldrig på at sælge, næh, næh …

I 1948 blev tilskudsdeklarationen ophævet mod, at vi på rimelige be­tingelser afdrog beløbet til kommunen med renter, men da havde vi fået flere penge mellem hænderne, så det var forholdsvis lidt, vi skulle betale tilbage. Vi fik så selv skødet på huset og måtte gøre, som vi selv ønskede herefterdags.

Det var dejligt at flytte ud til landlige omgivelser.

Bagved Brandstationen på Frederikssundsvej gik køerne fra “Toms-gården” og græssede, og på “Brønshøjholm”, bondegården nede ved Kir­kemosen, hentede vi mælk hver dag. Far og Mor var stadig meget glade for hinanden, familien trivedes i de nye omgivelser, og det kunne ikke undgås at præge os alle sammen. Der kom to børn mere, så nu var vi syv piger og seks drenge, og der var aldrig èn for meget. Tretten sunde børn på 21 år – det var godt klaret. “Man fik de børn, man skulle ha’”, sagde Mor, og sådan var det. Hvor har meget dog ændret sig til det bedre i dag, heldigvis !

Vi kan da godt se i dag, at med èn indtægt og så mange børn, kan der ikke blive så meget til hver. Ingen af os søskende har senere efter ­gjort Fars og Mors eksempel, to af os har fire børn, og ellers har vi to børn de fleste af os. Vi havde hver vores plads i det hjemlige hierarki og vidste altid, hvor vi stod i forholdet til hinanden. De mindre har nok set op til de store og ubevidst forsøgt at efterligne dem. Jeg syntes altid, det var rart at have store søskende, men de små efter mig var bare nogle irriterende møgunger, der altid tog ens sager, selv om de vidste, at de skulle holde nallerne fra dem. Alligevel kunne vi jo ikke undvære hinanden.