Historien om Astrid Theisen fra Skolevangen, 8. del

2700-netavisen fik for nogle år siden lov til at bringe historien om en lokal borger, Astrid Theisen, som hun selv skrev til sine efterkommere for en hel del år siden. Den fortæller om livet i gamle dage, men også om hvordan det var at flytte til Brønshøj i 1921 med sine forældre og seks søskende. Netavisen har valgt at bruge Astrid Theisens egne ord, og historien starter helt tilbage til dengang hendes forældre blev født. Astrid Theisen døde i 2007. Hun opnåede at blive 88 år gammel og boede til det sidste i Skolevangen. Serien blev så populær, at vi gentager den her.  

Historien om Astrid Theisen 8. del – Når vi legede ..

Vi havde jo også den store mose lige ved, og der var mange muligheder for leg. Så vi soppede og badede, selv om der var mange hestehuller, vi skulle passe på. Egentlig var det farligt, men der skete heldigvis aldrig noget. Om vinteren løb vi på skøjter. Vi havde nogle gamle rustne skøj­ter, som vi bandt fast med snor, og det klarede vi os fint med. Der var altid rift om dem, for der var kun 2 par, så det var om at komme først hjem fra skole og kapre dem, når der var is på mosen.

Havde vi et gammelt cykelhjul uden dæk og slange, trillede vi med det på vejen og skubbede til det med en kæp, mens vi løb ved siden af. Vi spillede meget “land” og “kugler” og selvfølgelig rundbold og langbold ude på vejen, og alle var med. De små blev anbragt nederst som “bag-stoppere”, men der var ikke så meget at lave for dem, så de blev snart kede af at være med.

Skete det at bolden røg ind i “Rullemandens have “ i Bavnevangen 2, var fanden løs i Laksegade, for vi fik den aldrig, og vi måtte ikke selv hente den. Han var sur og gnaven og kunne ikke lide andre folks børn. Engang skrev han et brev til Hornung & Møller, hvor Far arbejdede, og beklagede sig over Holms uvorne unger, som var til stor gene for ham og hans hustru ved det, at de spillede bold på gaden udenfor, hvor han bo­ede og “morede” sig med at kaste bolden ind i hans have og trampede alt ned, når de hentede den, og een af de store drenge havde hængt sig op i hans tagrende for at hente en bold. Det var blevet fortalt ham. Så far blev kaldt op til en kontorchef, hvor han fik brevet læst op og ud­leve­ret, og de morede sig over fremgangsmåden. Far havde aldrig så meget som talt med “Rullemanden” nogensinde, hverken før eller efter. Næh, det var kun “ungerne”, han skældte ud på. Vi fik i hvert fald al­drig rullet vores tøj hos ham, så han gik glip af en stor fortjeneste.

Ja, sikke noget pjat !

Vi legede også “røvere og soldater”, delte os i to hold, og så skulle sol­daterne fange røverne. Der var et stort område at lege på, der var mange ubebyggede grunde, men det var forbudt at løbe ned på “den sorte vej” – en koksvej helt nede langs Kirkemosen, nede ved det gamle isværk.

“Den sorte vej” er der forresten endnu, men ligger som en smuk spad­serersti langs mosen.

Pigerne havde nipsenåle, som vi nipsede med. Vi havde en firkantet pude af noget kønt stof, stoppet med uldne klude, savsmuld eller vat, og der satte vi nipsenålene i flotte mønstre og efter farve. Der var mange forskellige nåle og farver, nogle var klare ensfarvede, de vin­røde kaldte vi kjærlighedsnåle, de rigtigt røde hed bloddråber. Så var der grønne, gule og blå klare nåle og snegle i flotte farver. Alle de små nåle nipsede vi om, og de store “kæmperne” spillede vi med. Der var pyntenåle af kulørt glas og porcelæn, f.eks. en lyserød gris i porcelæn, elefanter, hundehoveder, slikpinde, mariehøns og mange andre. Der kunne godt være en formue i sådan en nålepude. Nogle piger havde flere hundrede. Det var statussymbol.

       Denne hyggelige hestevogn kunne man opleve på den tid, når den bevægede sig gennem Brønshøj

Jeg nåede aldrig at få mere end 10-15 nåle, og dem tabte jeg altid. En­gang nipsede jeg med en pige fra Dalvangen. Vi kaldte hende “Tykke”, hun var nok lidt buttet. Hun havde så mange nåle, fordi “hendes far var kaptajn og meget lidt hjemme”, sagde hun, og så snød hun så læster­ligt, når vi nipsede. Hun “førte”, hed det, og det var snyd. Da hun havde vun­det mine sølle 10-15 stykker, råbte hun pludseligt højt: “Ja Mor,  jeg kommer nu !” Og så sagde hun, at hun skulle ind og spise, for hendes mor havde kaldt på hende. Jeg havde ikke hørt en lyd, men hun havde da vundet alle mine nåle fra mig, og så kunne jeg bare trisse hjem.

Leg – sjov

Far havde lavet to solide legevogne til os – een til pigerne og een til drengene. De var lavet af tykke brædder, og på drengenes var hjulene af jern, der rigtigt gungrede på vejen, når vi kom kørende. Far var jo ikke smed for ingenting. Til pigerne lavede han en lav legevogn med rig­tige gummihjul, den brugte vi meget til at transportere varer hjem i fra byen. De holdt i mange år og kunne tåle alt. Vi var meget voldsomme, så det skulle være solidt, og hvor havde vi megen glæde af dem.

Eller vi fik fat på nogle gamle, rustne cykellig uden dæk og slange og med en sadelpind uden sadel. Det var lige noget, der kunne bruges. Af disse cykler lavede drengene de mærkeligste køretøjer, ikke med kæ­detræk og pedaler, det var der heller ikke noget af. Jeg husker een, vi havde meget længe. Det var en herrecykel med et stort, rustent for­hjul uden dæk og slange, og baghjulet var en aksel med to små barne­vognshjul sat fast på en eller anden måde med ståltråd og skruer og snor. Så stod man på denne bagaksel og skubbede med foden, og kom man godt i gang, så et hop op på sadelpinden, som altså gjorde det ud for sadel, og med højt skramleri kørte cyklen ned ad Bavnevangen.

Det var vanskeligt at hoppe af, for den kunne ikke bremse, men det klarede vi ved at stikke et ben ind i forhjulet. Der var intet kædetræk på, men det var da en cykel, og der var altid rift om den – og gud hvor fik man ondt i rumpen !!!

Skete det, at vi kedede os, sagde Mor, at så kunne vi bare tage lege­vognen og en kost og en skovl og gå ud og samle hestepærer på vejen til roserne i haven – men så skulle vi også kede os frygtelig meget, for det arbejde havde vi aldrig så megen lyst til, og der var altid masser af he­stepærer dengang.