Solstrålehistorie - Brønshøj Kirke har lækre "lejligheder" klar til mursejlerne
Mursejleren mangler redesteder, og den er – som så mange andre fuglearter – en truet art. Det har tre fugleinteresserede kirkefolk besluttet at gøre noget ved, og de opfordrer kirker i hele københavnsområdet til at opsætte redekasser for at give mursejlerne nye boliger.
Fredag monterer Jesper Toft, ”passionist” og fugleekspert, Søren Roed og Rune T. Olsen, kirketjenere i hhv. Islev og Vesterbro sogn, 14 redekasser i Brønshøj kirketårn. Kasserne ”møbleres” med dun, så fuglene bare kan gå i gang med at yngle og ikke skal bruge seks uger på at samle redemateriale.
Hver morgen og aften i juni og juli vil en lille højttaler spille mursejlernes kald fra kirketårnet for at lokke fuglene til – og når de kommer, står de lækreste møblerede almene boliger klar til dem
Læs mere om mursejleren og om, hvordan moderne byggeri uden huller og sprækker er de rene ørkener for fugle på www.mursejlerne.dk