Sorg og sjusser i Brønshøj Sognehus på fredag aften
RØRT inviterer indenfor til en efterårsvarm koncertaften på fredag den 3. november kl. 19.30-23.30 med ’Sorg & Sjusser’ i Brønshøj Sognehus. Sanger Therese Fabricius og pianist Nicholas Kingo vil sammen med Brønshøj Kirke åbne en flaske eller to og tilbyde alle det helt særlige fællesskab der opstår mellem os, når livet er forandret for evigt. Det bliver vi nødt til at skylle ned med en sang, lidt ord, lidt mad og en sjus eller to.
Som noget særligt har Therese valgt, at denne koncertaften skal have et tema om moderskabet. Hun mistede sin mor i foråret, er selv mor og har mange mødre og fædre igennem hænderne ugentligt.
”Jeg har den her kæmpe guldklub af mødre og fædre på mine babysalmesangshold, som gang på gang modbeviser mediernes mange negative fortællinger om forældre, der ikke lever op til deres ansvar. De er så nærværende, så hengivne og opmærksomme, og så fuldstændig dedikerede til at gøre det godt. Jeg får lyst til at rose dem uforbeholdent igen og igen – for det er ikke en selvfølge, at moderskab og forældreskab automatisk føder de følelser i alle. Og det er især, når jeg ser dén kamp, at jeg bliver rørt og får lyst til at rose i evig båndsløjfe …”
Livet bliver forandret for evigt, når et nyt liv kommer til eller et forsvinder. Det tager RØRT poetisk, humoristisk og kærligt fat i denne fredag aften i Brønshøj Sognehus.