Brønshøj vandt lokalopgøret sikkert på suveræn 2. halvleg
Mange havde glædet sig til styrkeprøven mellem storebror Brønshøj fra 2. division og lillebror Husum fra Danmarksserien i tirsdag aftens lokalbrag på Tingbjerg Ground. Lidt skuffende var der vel kun omkring et par hundrede tilskuere, men de fik en ganske intens og underholdende kamp at se. I hvert fald efter pausen. BB stillede op med et blandet 2. hold til 1. halvleg, og det gav sig udslag i en ganske jævnbyrdig match, hvor begge mandskaber kunne have scoret.
Her scorer Aleks et af sine tre mål
Efter pausen satte træner Michael Madsen sine stærkeste kort på banen, og det gav bonus indenfor de første ti minutter, hvor BB bragte sig foran 2-0 på to glimrende mål af Aleksandar Lazarevic. Fra det øjeblik bemærkede man niveauforskellen på de to hold.
Der blev gået til stålet fra begge sider
BB’erne havde trænet meget hårdt, og det friske kuld som kom ind til 2. halvleg, gjorde forskellen, mens Husum efterhånden begyndte at kunne mærke trætheden melde sig. Ikke fordi de gav op – tværtimod, men BB var bare mere og hurtigere på bolden, og det betød yderligere to scoringer, hvoraf sidste træffer blev sat ind af Aleksandar Lazarevic. Målet til 3-0 blev scoret af Sohei.
Stor ros til Husums spillere, som aldrig lagde sig ned, men kæmpede det bedste, de kunne
Glædeligvis en god træningskamp mellem to af bydelens bedste klubber, og det var glædeligt at se, da de gik til pause, at spillerne fra begge hold gik indbyrdes og hyggesnakkede. Sådan – godt naboskab.
Der var et par dramatiske situationer under kampen, men det var hurtigt glemt.
(Foto: Thomas Løser)